Fort Trump kan være på vej til Europa – og polakkerne betaler

Midt i den truende handelskrig og Trumps massive kritik af Europas forsvarsbudgetter er Polen klar med et forslag: Vi betaler for en amerikansk base på polsk jord, der skal hedde »Fort Trump«. Forslaget møder kritik i Polen og Rusland.

U.S. President Donald Trump listens to a question during a news conference on the sidelines of the 73rd session of the United Nations General Assembly in New York, U.S., September 26, 2018. REUTERS/Carlos Barria CARLOS BARRIA

Trump har allerede opkaldt mange bygninger efter sig selv i sit forretningsimperium. Men nu foreslår Polen noget helt nyt.

I sidste uge under et besøg i Det Hvide Hus meddelte præsident Andrzej Duda, at polakkerne er villige til at bruge op til to mia. dollar på at etablere en amerikansk base. Og for at glæde den amerikanske præsident leger Duda med tanken om at kalde den for »Fort Trump«.

Tilfreds Trump

Under pressekonferencen havde Trump svært ved at skjule sin tilfredshed. »Vi ser seriøst på forslaget,« lød det fra præsident Trump, der også benyttede lejligheden til at gentage budskabet om, at europæerne betaler for lidt for deres forsvar:

»Særdeles rige lande i Europa udnytter bare USA, når de lader os betale for deres forsvar.«

James Mattis, USAs forsvarsminister, var i sidste uge i Europa. Ifølge forsvarsministeren har den amerikanske administration endnu ikke taget stilling til det polske forslag. Nake Batev / EPA / scanpix

Ingen beslutning truffet

I dag har USA ingen fast base i det tidligere Warszawapagtland Polen, men 4.000 amerikanere er p.t. udstationeret enten bilateralt eller via NATO.

Langt de fleste amerikanske tropper i Europa er i Tyskland (35.000). USA har annonceret, at administrationen ser på antallet af tropper og placering i Europa, men ifølge forsvarsminister James Mattis er der ikke truffet nogen beslutning om en permanent base på polsk jord.

I juni deltog soldater fra Texas i en øvelse i Central- og Østeuropa og blev transporteret til »Miroslawiec Air Base« i Polen. Langt de fleste amerikanske tropper er i Tyskland. HANDOUT / Reuters /Scanpix

Gammelt polsk ønske

Ønsket om en amerikansk base er et gammelt polsk ønske, der blot har fået ny næring, i takt med at forholdet til Ruslands Putin er blevet forværret.

Ifølge Andrzej Duda vil en fast amerikansk tilstedeværelse være et vigtigt instrument til at »afskrække russerne«. Over for Financial Times betegner præsidentens kabinetschef basen som en »geopolitisk forandring af massiv betydning«.

Dudas forsøg på at smigre den amerikanske præsident med »Fort Trump« har dog mødt betydelig kritik i Polen.

»Vores præsident har latterliggjort os over for hele verden. Selv en leder af en bananrepublik har mere respekt for sig selv og sit land end præsident Duda«, tweetede den tidligere polske forsvarsminister Tomasz Siemoniak fra partiet Den Civile Platform.

Kritik af Nord Stream

Det har vakt opsigt både i og uden for Polen, at de to statsledere også benyttede pressekonferencen til at angribe Tysklands engagement i den russiske Nord Stream 2-gasledning. På NATO-topmødet i juli anklagede Trump Tyskland for at være i lommen på Rusland.

Før Andrzej Dudas besøg i Washington udtalte viceudenrigsminister Bartosz Cichocki, at Polen generelt satser på at indtage Storbritanniens tidligere rolle i EU i forhold til USA og modarbejde »negative tendenser fra Berlin og Paris«.

Den polske præsident, Duda, fortsatte diskussionerne med Donald Trump ved FNs generalforsamling i New York. SPENCER PLATT / Ritzau / scanpix

Trojansk hest

I den europæiske tænketank ECFR, der også har kontor i Polen, ser direktør Piotr Buras »Fort Trump« i et større strategisk perspektiv:

»Polens forhold til EU og Tyskland er p.t. meget dårligt. Kommissionen mener, at reformerne af det polske domstolssystem er imod EU-traktaten, og Duda fører en »Poland First«-strategi. Med Fort Trump satser Polen på at kunne blive en slags trojansk hest for Trump.«

Til Berlingske siger Buras også, at Polen – midt i en historisk transatlantisk krise – risikerer at sætte forholdet til EU over styr uden at være sikker på, at den »uberegnelige Trump« vil komme Polen til undsætning.

Donald Trump har fået opkaldt mange bygninger efter sig. En militærbase vil dog være ny i samlingen. Polen overvejer at kalde en amerikansk base for »Fort Trump«. SPENCER PLATT/ Ritzau Scanpix

Bekymring i Moskva

Ikke overraskende er »Fort Trump« allerede blevet mødt med løftede øjenbryn i Moskva, hvor en evt. amerikansk base ses som et brud på 1997-aftalen mellem NATO og Rusland.

Det argument mener Buras nu ikke, der er hold i:

»Aftalen om, at der ikke må være et substantielt antal tropper i de tidligere Warszawapagtlande, var jo knyttet til den daværende sikkerhedspolitiske situation. Ikke mindst med invasionen af Krim har Rusland selv ændret vilkårene.«