Analyse: Trump udstilles på ny i coronakrisen. Og nu overtrumfer Biden og Sanders ham. »Indkald militæret«

»Dette er ligesom krig«, sagde Joe Biden under søndagens præsidentdebat med Bernie Sanders. Begge vil de indkalde militæret for at afhjælpe coronakrisen, og deres fælles tilgang presser Donald Trump, der er i strid modvind på grund af sin stærkt kritiserede håndtering af coronakrisen.

Som det sig hør og bør i disse coronavirustider, gav vicepræsident Joe Biden og senator Bernie Sanders hinanden en albue i stedet for hånden, inden TV-debatten mellem de to demokratiske præsidentkandidater begyndte søndag aften. Da Donald Trump udstedte nødret fredag, gav han hånd til flere. Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix

De optrådte uden publikum, stående med to meters afstand og gav kun kort hinanden en albue i stedet for hånden – præcis, som det anbefales under coronakrisen. Men også som et klart tegn på, at det amerikanske præsidentvalg 2020 med den galopperende krise med ét er totalt forvandlet.

For selv om TV-debatten søndag aften mellem de to demokratiske præsidentkandidater Joe Biden og Bernie Sanders forud for tirsdagens fire nye primærvalg i Arizona, Florida, Illinois og Ohio igen viste klare ideologiske forskelle mellem de to, så afslørede debatten også, at de nu gør fælles front mod Donald Trump. På det værst tænkelige tidspunkt for præsidenten, der aldrig har været mere presset og udskældt.