Det er i krisetid, at man glemmer gammelt nag, står sammen og rækker hånden ud. Og det lyder da også som ren fryd og gammen, efter at Joe Biden ganske ekstraordinært har ringet til Donald Trump for at give ham sine råd til, hvordan præsidenten fremadrettet bør tackle coronakrisen.
På forhånd havde præsident Trump forklaret, at han ville »elske« at få et opkald fra sin sandsynlige demokratiske udfordrer ved præsidentvalget 3. november. Efter den 15 minutter lange samtale lød det fra Joe Bidens lejr, at der var tale om »et godt opkald«, mens Donald Trump kaldte samtalen for »vidunderlig og varm«.
Dermed kunne man foranlediges til at tro, at startskuddet til en ny og fredfyldt epoke i amerikansk politik var gået. Men nej, tag ikke fejl.
Forvent et mindst ligeså aggressivt opgør, som der hele tiden har været lagt op til, for i kulissen støbes der kugler.
Familien har stjålet i 30 år.Rudy Giuliani om familien Biden
Den tidligere vicepræsident Joe Biden vil for Donald Trump givetvis snart på ny være »Sleepy Joe«, og præsidentens advokat, Rudy Giuliani, turnerer da også allerede med nye udokumenterede påstande om, at Joe Biden og hans søn Hunter har været involveret i korruption i udlandet.
»Familien har stjålet i 30 år,« hævdede Giuliani for nylig på Fox News, ligesom han påstod at have dokumentation for mindst otte tilfælde, hvor far og søn på korrupt vis havde scoret millioner af dollar på »fortløbende kriminel virksomhed«.

Joe Biden vil – hvis han som ventet bliver Donald Trumps modkandidat – gå benhårdt efter præsidentens håndtering af coronakrisen.
»Trump bliver ved med at sige, at han er en krigstidspræsident. Jamen, så begynd at optræde som en,« lød det for nylig fra Joe Biden.
Nu og her, hvor Donald Trump, guvernører, borgmestre, læger og sygeplejersker på tværs af USA kæmper en daglig kamp for at redde liv og for at undgå en nedsmeltning af sundhedsvæsenet, er alles fokus primært rettet mod den akutte nationale krise.
I et normalt år med præsidentvalg ville det på nuværende tidspunkt stort set kun handle om valget og om primærvalgene, der bortset fra det senest afholdte i Wisconsin tirsdag, ét efter ét er blevet udskudt for at undgå spredning af coronasmitte.
Præsidentvalget er for en tid skubbet i baggrunden, fordi førsteprioriteten er redningen af såvel menneskeliv som den styrtblødende økonomi med alt fra hjælpepakker til en jagt på værnemidler som masker og visirer til læger og sygeplejersker.
Joe Biden er for øjeblikket meget lidt synlig i offentligheden, eftersom han ikke længere er på landevejen for at afholde valgstævner, men i stedet har isoleret sig i sit hjem i Delaware på den amerikanske østkyst.

Donald Trump, der ligeledes har aflyst valgstævner og i weekender gerne rejser sydpå til sit golfressort Mar-a-Lago i Florida, har i ugevis stort set ikke forladt Det Hvide Hus.
Med deres relativ høje alder – Joe Biden er 77 år og Donald Trump 73 – er de begge i højrisikogruppen for at kunne blive alvorligt syge og i værste fald dø af coronasmitte. Fra hver deres forskansning fører de dog, så godt de nu kan, valgkamp uden at møde vælgerne ansigt til ansigt.
Donald Trump er af kritikere blevet revset for at misbruge sine daglige meget lange briefinger – den længste har varet to timer og 11 minutter – som en slags valgstævner i bedste sendetid. Fordi flere briefinger har været præget af misinformation fra præsidentens side, har flere TV-kanaler valgt at stoppe med at sende dem direkte i fuld længde.
Trump bliver ved med at sige, at han er en krigstidspræsident. Jamen, så begynd at optræde som en.Joe Biden
Joe Biden forsøger at holde trit med Donald Trump ved fra sit hjem at udsende optagelser med lange politiske erklæringer. Hans budskaber har på denne måde slet ikke samme gennemslagskraft som præsidentens daglige briefinger, der hver dag sætter debatten.
Når den værste del af pandemien, der frygtes at koste op til 240.000 amerikanere livet og foreløbig har resulteret i 12.000 dødsfald i USA, er overstået, kommer det politiske slagsmål om coronakrisen uden tvivl til at præge præsidentvalget 2020.
Republikanerne vil forsøge at skabe en fortælling om, at uden Donald Trump ved roret ville den største sundhedskrise siden den spanske syge for 100 år siden været endt meget værre.
Demokraterne vil til gengæld forsøge at udstille Donald Trumps håndtering af coronakrisen som forfejlet, katastrofal og muligvis sågar årsag til, at så mange er døde.

Demokraterne vil blandt andet også bore i, hvordan præsidenten i udbruddets første fase kunne ignorere alle advarsler om alvoren ved coronavirussen, som præsidenten længe sammenlignede med en ordinær influenza, og som han hævdede på »mirakuløs« vis ville forsvinde.
Tirsdag kom det frem, at Donald Trump allerede i slutningen af januar blev advaret af en toprådgiver i Det Hvide Hus om, at virussen havde potentiale til at dræbe flere hundredtusinder af amerikanere og afspore amerikansk økonomi, medmindre håndfaste tiltag omgående blev iværksat. Tidligere er det også kommet frem, at den amerikanske efterretningstjeneste advarede Det Hvide Hus i januar.
Donald Trump har som sit vigtigste argument tilbagevendende slået på, at han »meget klogt« dæmmede op for udbredelsen af smitten i USA ved »meget tidligt« at stoppe flyvninger fra Kina til USA.
»Det var sandsynligvis den største beslutning, vi har truffet,« sagde han på en briefing i sidste uge.
I søndags kunne The New York Times dog fortælle, at siden kinesiske embedsmænd nytårsaften afslørede udbruddet af den mystiske sygdom, er mindst 430.000 personer fløjet ind til USA på direkte flyvninger fra Kina.
Herunder næsten 40.000 i de to måneder, efter at præsident Trump indførte restriktioner for sådanne rejser. Det viser en analyse af data indsamlet i begge lande.
Demokraterne vil også forsøge at udstille, hvor uforberedt præsident Trump var over for pandemien, og hvordan USA – verdens mægtigste land – på hans vagt kunne befinde sig i så katastrofal en mangel på alt fra værnemidler til testudstyr.
Og hvordan præsidenten kunne sige, at »enhver« kan få foretaget en test, når hans egen epidemichef og toprådgiver, Anthony Fauci, samtidig beskrev de på dette tidspunkt stort set ikke eksisterende test som »en fiasko«.
Joe Biden og Donald Trump havde muligvis et kvarters »vidunderlig og varm« samtale, og de har efter gensidig gentleman-aftale lovet at holde indholdet for sig selv.
Men det er uden tvivl kun et spørgsmål om tid, før valgkampen – giftig, beskidt og aggressiv – for alvor ruller igen.
Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA