Midt under en økonomisk krise, som er uden sidestykke siden Den Store Depression, og en sundhedskrise, som ikke har været værre siden den spanske syge, er USA nu tillige kastet ud i gigantiske protester og optøjer, blot fem måneder før det amerikanske præsidentvalg.
Endnu er det uvist, om præsident Trump eller hans demokratiske udfordrer, Joe Biden, vil vinde terræn på grund af den eksplosive udvikling. På den ene side leger Donald Trump med tændstikker med sin opflammende retorik. På den anden er der i løbet af weekenden sket et dramatisk skifte, der gør, at præsidenten kan vinde på sin uforsonlige kurs mod demonstrationerne.