Analyse: Med frifindelse har Trump fået et martyrium og en ny chance. Men for sit parti er han samtidig en kæmpe gambling

Donald Trump blev frikendt i rigsretssagen, og han varsler allerede et enestående comeback. Men selvom han fortsat står stærkt i sit parti, venter både et giftigt opgør og noget, der kan blive meget værre.

USAs tidligere præsident Donald Trump kan glæde sig over frifindelse i rigsretten, selv om den var forudsigelig. Store udfordringer venter ham. Michael Reynolds/EPA/Ritzau Scanpix

USAs tidligere præsident Donald Trump er frifundet for at have opildnet til oprør forud for sin pøbelhærs stormløb på Kongressen 6. januar. 43 af de 50 republikanske senatorer stemte for frikendelse, hvilket sender et klart signal om, at han stadig sidder tungt på magten i sit parti.

Allerede før sagen begyndte i tirsdags, lød det begejstret fra hans tidligere kampagnechef Brad Parscale, at det ville give Trump »superkræfter« at blive stillet for en rigsret to gange, og at han kunne bruge det til at portrættere sig selv som en »martyr«. Dette er ikke blevet mindre sandt med frifindelsen.