Analyse: »En spektakulær skamplet for hele landet«. USA står mere polariseret end nogensinde før

Det var, hvad mange i USA kalder et »John Dean-øjeblik«. Altså det øjeblik, hvor et centralt vidne ligesom John Dean under Watergate i 1973 trak tæppet væk under præsidenten og skabte en situation, der til sidst kunne føre til præsidentens fald.

Men selv om der kan drages paralleller mellem høringen af Trumps EU-ambassadør, Gordon Sondland, forleden og høringen af Richard Nixons rådgiver, John Dean, som var afgørende for Nixons senere afgang, så kan Donald Trump blive meget heldigere. For blanke afvisninger af situationens alvor og alternative fortællinger kan redde præsidenten.

En række indflydelsesrige Trump-tro kommentatorer og debattører nægter at forholde sig til vidnernes troværdighed, og deres udsagn udbredes hurtigt og effektivt, som mediet Buzzfeed påpeger.

»Jeg er ligeglad med, hvad Sondland taler om!« lyder det eksempelvis fra Terrence K. Williams – en indflydelsesrig Trump-støtte – i et tweet, der i skrivende stund er delt 5.200 gange.

»Som kristne, som dem, der følger Herren Jesus, lad os bede gennem alle disse høringer. Bed for vores nation, bed for vores ledere og bed for præsidenten,« skriver den indflydelsesrige kristne evangelist og missionær Franklin Graham i et tweet, der i skrivende stund er delt 157.000 gange.

Og selv om flere nyhedsværter på USAs mest sete TV-station, Fox News, herunder Bret Baier, Neil Cavuto og Chris Wallace, har brudt med den Trump-tro linje på stationen og har erklæret, at beviserne er skadelige for præsidenten, så fastholder Fox News største stjerne, seermagneten Sean Hannity, en anden fortælling om høringerne.

»En spektakulær skamplet for hele landet. Hvad Demokraterne gør mod dette land, er ydmygende for os alle. Dette spil må slutte. Ikke andet end den ene holdning efter den anden,« har Sean Hannity sagt i sit show med henvisning til de afhørte vidner i sagen.

Analysen fortsætter under billedet.

Alvoren af afhøringerne af de mange topembedsmænd, herunder ikke mindst Sondland, er dog svær at komme uden om, uanset om man mener, at det berettiger til en rigsretssag og afsættelse af præsidenten eller ej.

For høringerne tegner i dag et ganske klart billede af, hvordan Trump i tæt parløb med sin personlige advokat, Rudy Giuliani, førte en kampagne for at presse Ukraine til at iværksætte efterforskninger af Joe Biden, hans søn Hunter og af en konspirationsteori om, at Ukraine – og ikke Rusland – blandede sig i det amerikanske præsidentvalg i 2016.

Det skete ved først ved at føre en smudskampagne mod USAs ambassadør i Ukraine, Marie Yovanovitch, så hun hurtigt kunne fjernes fra posten, da Donald Trump og hans advokat så hende som en hindring for, at Ukraine kunne overtales til at annoncere undersøgelserne.

Dernæst ved at holde amerikansk militærbistand for 391 mio. dollar til Ukraine tilbage for i et »noget for noget«-spil at kunne bruge pengene til at presse Ukraines nye præsident, Volodymyr Selenskyj, til at gøre Trump »en tjeneste«, nemlig offentligt at annoncere de nævnte undersøgelser.

Men dog ikke nødvendigvis at iværksætte dem, som Gordon Sondland påpegede i sin høring – blot at offentliggøre dem.

På den måde kunne Trump i sin kamp for genvalg næste år bruge dette imod Demokraterne, FBI og den særlige undersøger Robert Mueller. Trump har anklaget Mueller for at udsætte ham for en »heksejagt« med undersøgelser, der har fastslået, at Rusland blandede sig i det amerikanske præsidentvalg i 2016 for at hjælpe Donald Trump til magten og skade Hillary Clintons kandidatur.

For hvis den ukrainske præsident iværksatte og blåstemplede undersøgelserne, ville Trump let kunne argumentere for, at hele systemet havde rottet sig sammen for at få ham ned med nakken.

Desuden ville Donald Trump fremadrettet med overbevisning let kunne slå på, at Joe Biden – favoritten til at blive hans udfordrer ved næste års præsidentvalg – vitterlig var korrupt. For ellers ville Ukraines præsident vel næppe have iværksat undersøgelserne, kunne argumentet så være.

Den bagvedliggende sandhed var imidlertid, at Volodymyr Selenskyj ikke ville komme på besøg i Det Hvide Hus, og Ukraine ikke ville få den vigtige amerikanske militære bistand til at kunne forsvare sig imod russisk aggression, før Volodymyr Selenskyj offentligt havde bekendtgjort undersøgelserne, har vidner fortalt.

»Alle var med«

Og onsdag lagde Trumps stordonor og politisk udpegede EU-ambassadør, Gordon Sondland, så alle kort på bordet og bekræftede, at netop det var tilfældet.

»Ja,« var hans klare svar på, at der var tale om et »noget for noget«-spil.

»Alle var med,« sagde Sondland og gjorde klart, at han med »alle« mente vicepræsident Mike Pence, udenrigsminister Mike Pompeo, fungerende stabschef Mick Mulvaney og den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton.

Alle fire centrale aktører har afvist at lade sig afhøre.

I stedet ventes rammen om den rigsretssag, som det demokratiske flertal i Repræsentanternes Hus ventes at rejse inden jul, at blive bygget op omkring Gordon Sondlands vidneudsagn.

Slaget om fortællingen i offentligheden er dog allerede i fuld gang, og amerikanerne har for øjeblikket to vidt forskellige udlægninger at abonnere på.

En, der handler om embedsmisbrug, ved at præsidenten bad en fremmed magt om at iværksætte en korruptionsundersøgelse af en politisk rival og at presse det igennem ved at holde afgørende militærbistand tilbage til skade for USAs nationale sikkerhedsinteresser i Ukraine.

Og en anden, der handler om, at Trump både havde ret og god grund til at anmode om efterforskninger, at der aldrig var tale om et »noget for noget«-spil og – hvis der alligevel var – at det i så fald ikke berettiger til en rigsret og en afsættelse af præsidenten.

Kampen om at vinde den offentlige mening omkring hele balladen op til præsidentvalget 3. november næste år er blevet det helt afgørende.

For sandsynligheden for, at præsidenten væltes i en egentlig rigsret, er fortsat meget lille. 67 ud af de 100 medlemmer af Senatet skal nemlig stemme for, og eftersom 53 af medlemmerne er republikanere, synes det utænkeligt, at Trump væltes.

Under Watergate-skandalen i 1973 blev Richard Nixon ikke afsat af Senatet.

Han trak sig, et år efter at hans rådgiver, John Dean, for alvor have fået skandalen til at rulle. Under sin høring dengang beskrev John Dean et møde med præsidenten i Det Ovale Værelse, der var, som om selve præsidentskabet havde fået kræft.

Mødet havde Dean holdt med Nixon, i håb om at han ville standse sine løgne og sit »cover-up«.

Det Hvide Hus afviste alt om et »cover-up«, men det kom senere frem, at »cover-up«-samtalen i Det Ovale Værelse var blevet optaget på bånd.

Trak sig som præsident

Nixon kæmpede imod en offentliggørelse af optagelsen hele vejen til højesteret, der fastslog, at han måtte udlevere optagelsen.

To uger senere trak han sig som præsident.

Trump vil aldrig trække sig frivilligt og muligvis heller ikke under et lignende pres som det, Nixon var under.

Han mener, at han havde en »perfekt« samtale med den ukrainske præsident, da han ringede ham op 25. juli og bad ham om »en tjeneste«.

Han mener, at Biden og hans søn er »korrupte«, selv om han ikke har fremlagt beviser for sin påstand.

Og han mener, at han ifølge den amerikanske forfatning »som præsident kan gøre lige præcis det, jeg vil«.

Men det er ikke korrekt. Forfatningen giver ikke præsidenten ubegrænset magt. Den giver ham »udøvende magt« og siger samtidig, at Kongressen har et ansvar for at føre tilsyn, blandt andet med, om præsidentembedet misbruges, hvorfor det også udspecificeres, hvordan en præsident kan fjernes.

Og det er det, der lige nu foregår et stort spil om. Med brug af to vidt forskellige fortællinger ud fra de samme høringer. For sådan foregår det i et stærkt polariseret USA.

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA