En amerikansk sømands død efter at være blevet smittet med coronavirus på det amerikanske hangarskib USS Theodore Roosevelt har potentiale til at skade Donald Trump ved præsidentvalget 3. november.
For dødsfaldet er den foreløbige kulmination på et tumultarisk forløb, der drejer om, hvordan Trump sammen med sin administration håndterer og behandler såvel coronakrisen som USAs nationale sikkerhed og egne soldater. I dette tilfælde nogle af USAs helte - sømænd på et atombevæbnet amerikansk krigsskib i det vestlige Stillehav.
Den afdøde sømand var en af ud 584 af i alt 5.000 søfolk fra skibet, der i dag er testet positive for coronavirus.

De første tre smittede fra skibet blev tilbage i marts fløjet fra skibet ind til militærhospitalet på den lille amerikanske militærø Guam i Stillehavet. Men smitten bredte sig hurtigt i de trange kahytter.
Den 24. marts var 155 af skibets 5.000 sømænd konstateret smittet, og da skibet var som en virusbombe, blev hangarskibets øverstkommanderende, daværende kaptajn Brett Crozier, mere og mere frustreret over, at ingen højere oppe i systemet lyttede til hans nødråb.
Sømænd behøver ikke at døKaptajn Brett Crozier
Så 30. marts sendte han i frustration et fires siders brev til 20 personer inden for militæret for at klage sin nød. Han argumenterede for at lade alle ombord teste og lade størstedelen gå i karantæne på Guam, hvor skibet nu lå for anker.
Kun et nødberedskab på 500 mand skulle blive ombord for at operere skibets atomreaktorer og sikre bomber, missiler og krigsfly på dækket.
»Sømænd behøver ikke at dø,« skrev Brett Crozier og påpegede, at »en krig ikke er forestående«, men at i stedet »vil der komme tab til virussen« ombord på skibet, hvis man ikke gjorde noget drastisk.

Det kan allerede i dag slås fast, at præsident Trumps fungerende marineminister Thomas Modly overreagerede. Angiveligt for at tilfredsstille præsidenten.
For Thomas Modly ikke blot fyrede Brett Crozier, inden en undersøgelse af forløbet var foretaget.
Han boardede et fly i Washington og fløj 35 timer rundt om jorden for at nå frem til Guam, hvor han gik ombord på USS Theodore Roosevelt for i en 15 minutters enetale over skibets højtaleranlæg at hælde sin galde ud over kaptajnen, som han beskyldte for »forræderi« og kaldte »for naiv« eller »for dum« til at være chef på et hangarskib.
Hvad han sagde til besætningen, er jeg bare helt uenig iMike Mullen, pensioneret admiral
»What the fuck!,« kunne man høre en sømand sige på en optagelse af marineministerens tirade, der straks gik viralt.
Angrebet på kaptajnen kunne meget vel også opfattes, som om ministeren også mente, at de 5.000 søfolk var for naive eller dumme. For hundredvis af dem havde stået på dækket og klappet Brett Crozier fra borde, da han fyret af ministeren forlod sit skib for sidste gang.
Videoer har vist, hvordan de dannede en korridor og hujende taktfast råbte hans navn, da han med en sort rygsæk og baseballkasket gik fra borde.

Højtstående militærfolk har åbent kritiseret Trumps marineminister.
»Hvad han sagde til besætningen, er jeg bare helt uenig i,« har det lydt fra Mike Mullen, en pensioneret admiral, der var chef for de fælles stabschefer under både præsident George W. Bush og præsident Barack Obama. »Indholdet, hvordan han sagde det, og faktisk også det at han gik ombord på skibet for at sige det.«
Men præsident Trump forsvarede sin ministers fyring af kaptajnen »100 procent« og lod forstå, at det som Brett Crozier havde gjort - »at skrive et brev« som var blevet lækket til pressen - var »forfærdeligt«.
Trumps største problem syntes dermed at være, at Crozier sendte et brev, som andre kunne læse. Men kaptajnen gjorde det i desperation over manglende lydhørhed.
Joe Biden, præsident Trumps kommende udfordrer ved præsidentvalget, har sagt, at behandlingen af Brett Crozier er »tæt på kriminel«. Og på den måde er balladen allerede en del af præsidentvalgkampen.
Første runde fik en ydmygende afslutning for marineminister Thomas Modly, som efter massiv kritik fra lovgivere og militærfolk først »fastholdt hvert et ord«.
Men efter krav fra forsvarsminister Mark T. Esper om at give en undskyldning, gik han ud og sagde, at »kaptajn Crozier ikke er naiv eller dum«, men derimod »klog og passioneret«.
Herefter tilbød Thomas Modly selv at trække sig fra sin post, hvilket han gjorde.

Tilbage står, at Trump var hurtig ude med en fuld opbakning til fyringen. Og at en sømand fra skibet nu er død, præcis som Brett Crozier advarede om. Og der kan blive tale om flere. Mindst en anden fra skibet er meget alvorlig syg.
Kaptajn Crozier er selv blevet smittet, og skibets besætning er i dag i karantæne, sådan som han bad om.
Næste kapitel bliver, hvad forsvarets egne efterforskere når frem til. Deres undersøgelse af forløbet ventes i denne uge. Alle afventer den nu med spænding. For forløbet er blevet politisk giftigt.
Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA.