Præsident Donald Trump gik torsdag på retræte og erkendte, at det er op til landets guvernører at beslutte, hvornår den amerikanske økonomi genåbnes. Men han mente, at nogle stater nu kunne åbne med det samme, samtidig med at han undsagde sine egne rådgiveres udsagn om, at der fremover bliver en »ny normal«.
Flere gange gennem ugen har Trump sagt, at han havde magten til at beordre en genåbning af USA, som han har kæmpet for skulle ske 1. maj. Men torsdag sagde han på et virtuelt møde med landets guvernører, at nu måtte de selv »give det et skud«. Men han havde heller ikke andre muligheder.
For ifølge forfatningen har guvernørerne magten, og guvernører på både såvel østkysten som vestkysten og i det centrale USA er gået sammen og har givet hinanden håndslag på, at de sammen koordinerer en åbning i hver deres respektive områder.
I stedet fremlagde Donald Trump sammen med sin toprådgiver Deborah Birx retningslinjer for at åbne USA i tre faser.
Hastigheden af genåbningen afhænger helt af, hvor stor succes de enkelte stater har med at bremse spredningen af coronavirus, samt udbredelsen af test.
Trump fulgte på pressebriefingen hurtigt op med at sige, at visse stater, der ikke kæmper med et coronavirusudbrud, kan gennemføre første fase af genåbningen allerede i dag, fredag, hvis de opfylder retningslinjerne fra Det Hvide Hus.
Disse anbefaler, at der først sikres et stort antal test for coronavirus, og at der er indikationer af, at antallet af smittetilfælde er faldet i mindst 14 dage.
»Hvis man ser på Montana, Wyoming, Nord Dakota – der er det meget anderledes end i New York og i New Jersey,« sagde Trump.
»Opening Up America Again«
I det hele taget mente han, at de nye retningslinjer giver fri bane for flere stater.
»De kan bogstavelig talt åbne i morgen (fredag, red.), fordi de overholder retningslinjerne.«
Men de, der mener, at de har brug for fortsat at holde deres delstat lukket, må altså gøre dette.
Ifølge Trump bør delstaterne gradvist lade amerikanerne vende tilbage til deres job, sådan som omstændighederne nu tillader det.
»Vi åbner ikke det hele på én gang, men et meget omhyggeligt skridt ad gangen,« sagde han.
De nye retningslinjer for genåbningen af USA har fået navnet »Opening Up America Again«.
»USA ønsker at være åbent. Et lukket USA er ikke en langvarig løsning,« sagde præsidenten.
Han underminerede på pressebriefingen samtidig sine to toprådgivere, lægerne Anthony Fauci og Deborah Birx, som havde talt om »en ny normal« – altså at vaske hænder og at holde social distance.
Men Trump betød den nye normal stort set præics det samme som den gamle normal.
»Vi ønsker hvert et sæde besat,« sagde han om et Alabama-fodboldstadion med 110.000 sæder.
Og hvis en restaurant har 158 pladser, skal alle 158 besættes, bemærkede han.
»Det er vores normal,« sagde Trump. »Og det vil ske relativt hurtigt.«
MIchael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA