Analyse: Derfor giver Demokraternes førstekvinde Trumps partifæller vetoret over rigsretssag

Nancy Pelosi, Demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, frygter at gøre Donald Trumps præsidentskab til et martyrium. Og med god grund.

Nancy Pelosi (i hvidt) overværede som formand for Repræsentanternes Hus fra nærmeste hold Donald Trump, da han leverede sin anden State of the Union tale i Kongressen 5. februar. Hun opfatter ham som »etisk uegnet« og »intellektuelt uegnet« som USAs præsident. Leah Millis

Der er ingen tvivl om, at det har sendt en bølge af skuffelse gennem Demokraternes vælgerkorps – og ikke mindst partiets venstrefløj – at Nancy Pelosi har gjort klart, at hun som udgangspunkt ikke støtter en rigsretssag mod præsident Donald Trump.

Republikanere ser det som bevis på, at selv lederen af Repræsentanternes Hus, Demokraternes førstekvinde, har indset, at der intet er at komme efter i den verserende kulegravning af muligt aftalt spil mellem Rusland og Trumps kampagne, som særlig undersøger Robert Mueller står for.