Analyse: Der sker noget heftigt i våbenbutikkerne. Amerikanerne er bange

De amerikanske våbenhandlere oplever altid hamstring, når en demokratisk præsidentkandidat står til at vinde. Våbenejerne bliver bange for stramninger. Lige nu kommer kunderne som aldrig før. Men denne gang handler det om noget større – og mere skræmmende.

Hos Florida Firearms Academy sælger de våben og kurser til nybegyndere. De har kurser til børn ned i femårsalderen, hvor børnene bliver forklaret, hvad de skal gøre, hvis de får de små fingre i mors og fars våben. Søren Bidstrup

»Well... I need to buy a gun,« siger 52-årige Jane Anderson til ekspedienten. Det er den første i hendes liv. Hun har netop afsluttet sin første skydelektion nogensinde.

Kvinder som Jane plejede ikke at komme her hos Florida Firearm Academy i Tampa. Nu kommer de hele tiden, fortæller ejeren. Han har aldrig oplevet noget lignende. Én ting kan amerikanerne blive enige om i 2020: Situationen kalder på våben.