Talentmangel truer med at blive en bremseklods i fremadstormende fintechbranche: »Det er frustrerende«

Manglen på techkyndigt talent bliver tydelig, når man zoomer ind på den knopskydende fintechbranche. Ideerne og iværksætteriet blomstrer, men medarbejdermanglen gør ondt, fortæller Søren Nielsen, kommerciel direktør i Subaio.

Fintechsektoren udvikler sig hastigt i disse år. Men manglen på de helt rigtige it-eksperter begynder at gøre ondt, fortæller Søren Nielsen, kommerciel direktør i Subaio. Asger Ladefoged

Subaio er på sin vis et strålende eksempel på, hvordan fremtidens erhvervsliv spirer, vokser op af mulden og begynder at blomstre. Fintechvirksomheden har formået at tiltrække kapital, øge antallet medarbejdere til cirka 40 – og er nu ved at planlægge og gennemføre en international ekspansion.

Men virksomheden har vokseværk. Den befinder sig nemlig i en finansteknologibranche, hvor manglen på de eftertragtede it-eksperter for alvor begynder at blive tydelig. Det vidner Subaios kommercielle direktør Søren Nielsens erfaringer om.