Succesfuld dansk erhvervskvinde: Derfor lever jeg efter Pippi-doktrinen

Med magt kommer ansvar. Det er Microsoft-chef Marianne Dahl udmærket klar over, og derfor har hun sin egen doktrin til netop at tøjle sin magt, fortæller hun til Ane Cortzen i podcasten »Talent 100«.

 
Marianne Dahl blev interviewet af journalist Ane Cortzen til podcasten »Talent 100«, som er en serie på fem podcasts, der bliver udsendt i forbindelse med, at Berlingske hylder den nye generation af erhvervsstjerneskud i sin årlige talentkåring. Redigering: Sarah Sander Fold sammen
Læs mere

Hvis man er meget stærk, så skal man også være meget sød. Det lyder måske som en sætning taget ud af en børnebog – og det er det også.

Pippi Langstrømpe er mest for børn, men ikke desto mindre mener Marianne Dahl, der er chef for Microsofts salg og marketing i hele Vesteuropa, at der også er voksenvisdom at hente i forfatteren Astrid Lindgrens folkekære figurs finurligheder.

Skåret ind til benet handler det om magt – og det ansvar, som følger med den. Som central person i den globale teknologigigant er hun udmærket klar over, at hun har magt, og man skal i hendes optik være ekstra varsom med sine handlinger, netop når man har den magt. Pippi-doktrinen trækker dog tråde længere tilbage.

»Jeg har igennem årene brugt energi på at finde ud af, hvad vores kerneværdier egentlig er. Det, jeg er nået frem til, er noget meget basalt. Det er noget, der kan kaldes kindness,« siger hun og tilføjer:

»Det bliver nærmest lidt karmaagtigt. Men hvis man udsender kindness, så tror jeg også, det kommer tilbage til én.«

De unge talenter

Marianne Dahl udtalelser falder i forbindelse med, at hun bliver interviewet af journalist Ane Cortzen til podcasten »Talent 100«, som er en serie på fem podcasts, der bliver udsendt i forbindelse med, at Berlingske hylder den nye generation af erhvervsstjerneskud i sin årlige talentkåring.

Microsoft-chefens doktrin er ikke blot noget, som hun bruger som personligt pejlemærke. Mantraet om at udvise respekt og være flink over for andre er regulært noget, hun mener kan smitte af på ens forretning. Det gælder alle niveauer. Også når det handler om at få unge talenter til at arbejde for sig.

»Hvis man virkelig udviser kindness, så kan man tiltrække de bedste talenter. Man kan også få en bedre dialog med sine kunder – særligt på B2B-markedet, hvor jeg har været det meste af min karriere,« siger hun og tilføjer:

»Jeg lærte tidligt i min ledelseskarriere, at hvis jeg for alvor formår at være kind, så bliver det en positiv spiral. Talenterne vil gerne arbejde med dig, og kunderne vil gerne lave forretning med dig.«

Her kan du lytte til første og andet afsnit i podcasten »Talent 100 med Ane Cortzen«.