Kristian Jensen: »I mine 23 år i Folketinget har jeg aldrig fået så mange reaktioner og kommentarer«

Pernille Rosendahl og Kristian Jensen er to store talenter i to vidt forskellige brancher. I det første interview med det umiddelbart umage par fortæller Kristian Jensen blandt andet om reaktionerne, efter han trak sig som næstformand for Venstre. Og hvorfor det har været en vild oplevelse.

Både sangerinden Pernille Rosendahl og Kristian Jensen, der inden længe skal være Danmarks særlige udsending, har mødt modstand i deres karrierer. Men den har ikke kun været negativ. Den har også bragt dem begge ind på nye baner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

I august 2019 rakte Kristian Jensen ud efter magten i Venstre. Og tabte. Forsøget på at fravriste Lars Løkke Rasmussen formandsposten gik i vasken.

Da han skulle indvie pressen og resten af Danmark i sin beslutning om at trække sig som næstformand, kunne han ikke holde tårerne tilbage.

Efterfølgende blev Kristian Jensen bestormet med kommentarer og tilkendegivelser.

»I mine 23 år i Folketinget har jeg aldrig fået så mange reaktioner og kommentarer, som da jeg viste følelser på direkte tv. Det har været ret vildt at se, hvor meget det påvirker folk, når der er følelser i politik.«

Det fortæller han i et større interview med Berlingske i anledningen af dette års Talent 100-kåring. Her taler Pernille Rosendahl og Kristian Jensen om deres tvivl, ofre og glæden ved at udvikle talenter hele livet. Om en pause fra magten, om kampen mod et ungdomsideal og om at skulle gentænke sig selv i midten af livet.

Efter 23 år i Folketinget stopper Kristian Jensen til sommer, når han i stedet skal være særlig udsending for Danmark og forsøge at skaffe Danmark en plads i FNs Sikkerhedsråd.

I interviewet fortæller han, at de reaktioner, han har fået i kølvandet på den tårevædede afsked med Venstre, primært har været positive.

»Jeg tror, at de var positive, fordi det ikke var planlagt. Det var ikke, fordi jeg tænkte, at nu må jeg hellere vise følelser. Jeg stod faktisk og kæmpede for ikke at vise mine følelser, og derfor oplevede folk det som ægte,« siger han.

Fortryder du, at du ikke har vist flere følelser i din karriere, efter at du har oplevet de positive reaktioner?

»Tja. Det har ikke været et bevidst fravalg at vise følelser, men jeg har beskæftiget mig med mange ting, som er relativt kontante og faktabaserede, som skat og finansloven. På den ene side kunne det da have været skønt, hvis jeg havde vist flere følelser, men følelser skal kun vises, når de er ægte. Hvis det er planlagte følelser, er det jo på grænsen til manipulation,« siger han.

Da Pernille Rosendahl som 42-årig udkom med sin første soloplade, oplevede hun, at der ikke var nogen, der ville hyre hende. »Men så tænkte jeg, at det skal være en gammel fed løgn. Det kan ikke passe, at min karriere er ovre. Jeg er 42 år, og jeg har masser af kilometer i benene,« fortæller hun i interviewet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Pernille Rosendahl afbryder ham:

»Men da jeg mødte dig, tænkte jeg da over, at du var anderledes, end jeg havde regnet med, du ville være. Det menneske, jeg mødte, er et andet end det, jeg kendte fra skærmen,« siger hun og tilføjer:

»Og det menneske, jeg kender i dag, hænger mere sammen. Inden dette interview har vi snakket om, at det at forvalte sit talent også handler om at blive et helt menneske i det, man laver,« siger hun.

Læs det fulde interview her.

I forbindelse med Talent 100-kåringen har Berlingske produceret en række podcast, hvor journalist Ane Cortzen har kendte og talentfulde erhvervsmennesker i studiet. Hør dem her: