Hvad gør man, når man ikke er helt kvalificeret til drømmejobbet? Sådan kompenserer du til jobsamtalen

Le Gammeltoft var som ung »rapkæftet«, »en dårlig ansat« og for mange arbejdsgivere en »pain in the ass.« Men netop dét har gjort hende til succesfuld leder og iværksætter, mener hun. Administrerende direktør og stifter af Heartbeats deler sine bedste råd til jobsamtalen til drømmejobbet – og advarer om den største kliché.

For Le Gammeltoft er ikke to ansættelser ens – nogen bliver ansat efter 5 minutters kaffe, uden de ved, de er til jobsamtale – til mere sårbare stillinger, skal kandidaterne igennem flere runder, før hun vælger. Thomas Lekfeldt

Når man sætter sig i den varme stol til jobsamtalen er man, udover den nystrøgede skjorte, typisk også klædt på med nerver og sætninger forberedt hjemmefra. Le Gammeltoft er vant til at sidde på den anden side af bordet, som den, der skal spotte det helt rigtige talent.

Iværksætteren, der er stifter og administrerende direktør i mediet Heartbeats, ansætter ofte unge mennesker. Og allerede tidligt i samtalen, begynder mavefornemmelsen om kandidaten.

»Jeg synes det er vidunderligt, når jeg kan mærke, at man ikke bare lige har været inde på hjemmesiden, men faktisk har brugt tid på at se forbedringsmuligheder. Noget konstruktivt, jeg som chef kan bruge. For så tænker jeg: fuck, hvis de allerede til en samtale, kan give mig noget, jeg har haft brug for, har jeg jo brug for dem,« siger Le Gammeltoft.

Når man scroller i opslaget om drømmejobbet, kan det, særligt som ung, ske, at man ikke kan tjekke alle kravene af. At ens erfaring tæller år i stedet for årtier, eller at kompetencerne, der er oplistet, ikke er helt i hus. Det betyder ikke, at man ikke skal søge – eller at man ikke kan lande jobbet, understreger den erfarne leder.

»Så skal man italesætte det og sige »prøv at hør, jeg ved godt, at jeg lige nu har de her huller, men jeg er i gang med at arbejde med det på den og den måde. Så viser man arbejdsgiveren, at man er bevidst om det. Det er bare at tage ansvar, og det giver virkelig mange point i min bog.«

Det skal være oprigtigt – ellers gennemskuer vi dig

I Le Gammeltofts bog er der også ting, der giver minuspoint. I mødelokalet med luften tung af ønsket om at imponere, er der særligt en kommentar, hun er træt af. Og hun er egentlig også træt af spørgsmålet, den udløses af.

»Hvad er dine styrker og svagheder? Det synes jeg er så latterlig en kliché«, siger Le Gammeltoft og svarer sig selv med en parodierende stemme:

»Mine svagheder er, at jeg er ekstremt perfektionistisk og aldrig nogensinde stopper med at arbejde,« siger hun og forklarer:

»Vi leder ikke efter en eller anden maskine, men en, der er realistisk, og som ved, hvad de reelt selv kan blive bedre til. Hvor vil jeg udvikle mig? Så viser du virkelig stort potentiale. Og så får lederen en chance for at sige »fedt, du er skide god, og det hjørne derovre vil jeg gerne hjælpe dig med at slibe til.«

Forleden havde Le Gammeltoft en ung fyr til samtale, der netop, og lidt tilfældigt, demonstrerede den selvindsigt, hun bider mærke i.

»Efter samtalen synes jeg, han var ret fed. Så han kom til anden samtale og sagde ‘jeg håber altså ikke, jeg virkede sindssygt arrogant sidst, jeg var faktisk bare skide nervøs’.

»Dét synes jeg er sejt. At man kalder bullshit og er ærlig og modig,« konkluderer hun.

Og her falder direktørens vigtigste bud til de ambitiøse unge, der vil vinde rekrutteringsræset over deres konkurrenter.

»Lad være med at duk op og referer til noget, du hurtigt har set på side 1. Hvis du skal referere til noget i virksomheden, skal det være oprigtigt, ellers gennemskuer vi dig. Selvfølgelig skal du kunne sælge dig selv, men det nytter ikke noget, at du ikke kan løse arbejdet, når du så har fået det. Det er fint, at du bullshitter nok til, at de første tre måneder bliver rigtig hårde, fordi du skal lære hurtigt – men du skal ikke lyve.«

I ansættelsen af unge, lægger Le Gammeltoft vægt på, at man har haft et studierelevant arbejde. »Man skal tillære sig nogle færdigheder på arbejdsmarkedet, som man ikke får på studiet. De to ting skal kombineres på et tidspunkt, og det bedste er, hvis man allerede selv har gjort det en lille smule.« Bax Lindhardt

Tromlegen og en »pain in the ass«

Inden man overhovedet ender til jobsamtalen til det, man har udpeget som sit drømmejob, er man dog nødt til at gøre sig en helt fundamental overvejelse, understreger Le Gammeltoft. Man skal spørge sig selv: hvad er det for en type arbejde, som min personlighed og mit talent matcher?, mener hun.

»Du kan eksempelvis ikke søge en salgsstilling, hvis du er introvert og ikke har tromlegenet.«

Dét mener hun, har været gødningen til de mange skud på hendes egen karriere.

»Jeg har haft et ekstremt drive, været super rapkæftet og en dårlig ansat – for mange ledere har jeg været en pain in the ass. Men hvis ikke jeg havde været det dengang, var jeg heller ikke blevet chef eller havde startet mit eget. Man kunne godt have sagt til mig, at jeg skulle dæmpe mig lidt eller være bedre til det politiske spil i en virksomhed. Men når man brænder, så brænder man, og så kan man ikke gøre andet end at løbe.«