Jeg er enig med min konservative borgmesterkollega Jakob Næsager i, at der mangler parkeringspladser i København.
Desværre deserterede De Konservative fra fronten, da vi havde kampen om p-pladser ved dette års budgetforhandlinger. På trods af at Liste C forsvandt ud af forhandlingslokalet, så lykkedes det faktisk at sikre historisk mange nye parkeringspladser til københavnerne.
Partierne bag budgetaftalen sikrede, at Københavns Kommune fremover lejer 2.100 nye kommunale parkeringspladser. Det er eksisterende parkeringspladser i private anlæg, der står tomme eller bliver benyttet i mindre grad, og som københavnerne vil få adgang til.
Samtidig har forligspartierne sat Københavns Kommune i gang med at gennemgå parkeringspladser ved ambassader for at frigive flere af dem helt eller delvist til københavnerne.
Endelig er der sat penge af til at renovere parkeringsanlægget ved Landgreven i Indre By, så det kan blive omdannet til beboerparkering. Og vi går videre med planerne om et nyt underjordisk parkeringsanlæg under Strandboulevarden.
Den samlede bundlinje hedder derfor ikke 500 færre parkeringspladser til københavnerne, som Jakob Næsager stiller det op, men derimod 1.600 nye parkeringspladser i eksisterende anlæg og på længere sigt flere parkeringspladser i underjordiske parkeringsanlæg. Det mener Venstre både er hensyntagen til dem, der har brug for en bil, og god udnyttelse af pladsen i vores by.
For mig er det vigtigt, at Venstre bruger sine alt for få mandater til at skaffe sig indflydelse og skabe mærkbare forbedringer for københavnerne i hverdagen. Det er naturligvis fristende blot at stille sig udenfor forhandlingerne og skyde på hovedstadens blodrøde flertal, men i så fald er man ikke politiker, der varetager sine vælgeres interesser, men i stedet blot en kommunalt finansieret læserbrevsskribent.
Jens-Kristian Lütken, beskæftigelses- og integrationsborgmester (V)
Fredsskat
I Berlingske kan man 31. oktober læse, at SFs Anne Valentina Berthelsen afviser besparelser i det offentlige til at finansiere den forventede ekstraomkostning til vores forsvar over de kommende år. I stedet foreslår hun, at virksomheder og »toppen af samfundet« pålægges en ekstraskat.
Reaktionen fra SF kan ikke overraske, men tillad mig at bemærke, at det er vores tidligere og nuværende folkevalgte, der helt bevidst valgte at bruge af den såkaldte »fredsdividende«. Folketinget har således siden den første Venstre-regering i dette årtusinde ladet den offentlige sektor vokse uhæmmet, og de seneste år er væksten af administrative ansatte i staten vokset eksplosivt.
I stedet for at se på hvad andre kan bidrage med, bør SF og de øvrige partier i forsvarsforliget se indad og se på mulige besparelser i folketing og stat. Rundt regnet koster Folketinget 1,5 milliarder kroner om året – svarende til i omegnen af otte millioner kroner pr. folketingsmedlem – så her bør man begynde. Derefter må der være steder i det offentlige, som ikke leverer kerneydelser til borgerne, som må holde for. Når man har tilladt sig at bruge »fredsdividenden« de seneste 25 år, bør det også være muligt at rulle tiltagene, denne har finansieret, tilbage.
Thomas Bo Christensen, Allerød
»Ungeløftet« uden støtte til succesrigt projekt
Regeringen præsenterede sammen med en række andre partier i sidste måned det såkaldte »Ungeløfte«, der skal hjælpe unge uden uddannelse og job i arbejde.
Der er lagt op til en række nye initiativer og partnerskaber, og der følger 1,3 milliarder kroner med til konkrete indsatser frem mod 2035, hvor størstedelen formentlig vil gå til etablerede indsatser i psykiatrien.
Så langt, så godt. For naturligvis er det glædeligt, at regeringen og partierne prioriterer de 43.000 unge, som hverken er under uddannelse eller i arbejde. Og hos Lederne kan vi kun bakke op – ikke mindst om ungeløftets vision om lokale partnerskabsaftaler mellem kommuner og lokale virksomheder.
Faktisk lyder det præcis som beskrivelsen af Lederalliancen, som Lederne, Dansk Industri og Videnshuset Cabi står bag – støttet af Tuborgfondet.
Gennem de seneste to år har vi i alliancen bygget bro mellem virksomheder, ledere og kommuner, så mere end 100 unge har fået fodfæste ude på arbejdspladser over hele landet. Vi ved med andre ord, at det netop er sådan en indsats, mange af de 43.000 unge har brug for. Lederalliancen er desuden blandt de initiativer, Reformkommissionen tidligere har fremhævet.
Derfor er det også med stor undren, vi kan konstatere, at netop Lederalliancen ikke er blandt de støttede initiativer i forbindelse med Ungeløftet – og at regeringen lægger op til at skære Cabis bevilling helt væk i den kommende finanslov.
For gennem Lederalliancen har vi som sagt opbygget erfaring og ved, hvad der virker. Og vi kan se, at det gør en forskel. De unge vokser, får succesoplevelser og mod på flere timer, når de kommer ud i arbejdsfællesskaber. Samtidig ved vi hos Lederne, at vores medlemmer gerne vil bidrage – og at mange ledere også allerede har erfaring med unge fra for eksempel fritidsjob og praktikforløb. Ledere kan give de unge ansvar og muligheder.
Derfor håber vi også at blive en del af det kommende arbejde i partnerskabet Ungeløftet, hvor forskellige samfundsaktører som kommuner og virksomheder fra 2025 skal skabe konkrete jobåbninger, så flere unge kan bidrage på en arbejdsplads. For alle unge fortjener at få forløst deres potentiale. Det er både godt for den enkelte, samfundet og for virksomhederne. Få timer på en arbejdsplads kan gøre en verden til forskel.
Bodil Nordestgaard Ismiris, administrerende direktør hos Lederne
Har du et dilemma, du gerne vil have svar på? Skriv til Berlingskes brevkasse på brevkassen@berlingske.dk