SF: Kære Radikale Venstre: Kom hjem til grøn blok, hvis I virkelig vil klimaet

I Det Radikale Venstre er klimaet en hjertesag, men samtidig flirter man med ideen om at indgå i en sort regering med partier, der ikke vil tage de nødvendige skridt over for den grønne omstilling.

»Det er positivt, at Radikale har meldt sig som en grøn allieret, men sidenhen ved vi godt, hvordan det er gået. Fra at have lagt an til en høj acceleration er klimakampen endt i langsommelig søndagskørsel, efter SMV-regeringens fod kom på pedalen,« skriver Signe Munk. Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

At klimapolitikken er vigtig for Radikale Venstre, er jeg egentlig ikke i tvivl om. Under den tidligere regering stod SF og RV skulder ved skulder og pressede mere gammeldags partier til at prioritere den mest ambitiøse klimapolitik, der er ført i danmarkshistorien. Disse sejre er henover sommeren blevet fulgt af et væld af ambitiøse, grønne udspil, og nu har Radikales formand, Martin Lidegaard, skrevet en bog, »Generationskontrakten,« som i korte træk handler om, at vi skal måles på, om vi var i stand til at investere i kommende generation – herunder især, når det kommer til klima.

Det er positivt, at Radikale har meldt sig som en grøn allieret, men siden hen ved vi godt, hvordan det er gået. Fra at have lagt an til en høj acceleration er klimakampen endt i langsommelig søndagskørsel, efter SVM-regeringens fod kom på pedalen. Især når det gælder de to ømmeste punkter i Danmarks CO2-regnskab: Landbrug og transport, er tempoet blevet reduceret.