Det er dit eget liv og dit eget valg

Eva Selsing tager en kærkommen debat op: borgerlig seksualmoral

Det nytter ikke noget, at den blå side af Folketinget går og putter med deres varer, hvis man skal give vælgere indsigt i, at de faktisk er borgerligt sindede. Til gengæld er det også vigtigt at fortælle, at der bestemt ikke er enighed i den side af Folketinget.

Eva Selsing skriver, at liberalismen ikke har en seksualmoral, men blot mener, at folk må indrette sig, som de vil. Det er altså en ret vigtig del af det liberale livssyn: Ja, du må gerne være multikønnet og nonbinær, og ja, du finder ikke lykken i livslange, forpligtende forhold. Hvis det er det eneste, der kan give mening med livet, så er der dæleme ikke mange mennesker, der oplever mening med deres liv. Og det er jo ikke rigtigt.

Det er sikkert rigtigt for nogle, og alting er rigtigt for den, der bilder sig ind, at de har ret. Men Eva Selsing flyver op til de filosofiske luftlag, hvor de færreste almindelige mennesker bevæger sig i deres dagligdag. 

Dagligdagen kan være så brutal, at man ikke får noget godt ud af at blive i de relationer, man indgår i. Uanset, om det er en ægtefælle eller Loyal to Familia. 

Til gengæld har den konservative Selsing ret i, at liberale kan falde i gryden med utæmmet marked. Og nej, kærlighed findes ikke på et marked; så du går forkert, hvis du leder efter relationer på en datingapp. Dér finder du kun sex og indhold til dit Insta-feed, så du kan hævde dig i socialstatus over for alle dem, som mener det samme som dig. Det må du til gengæld godt spilde dit liv med, hvis du spørger en liberal. Du kan nemlig også vælge at lade være.

Hans Jørgen Pedersen, Skovlunde

Folketinget vil hellere lave love end løsninger

Der er netop kommet et forslag om at sænke den tilladte alkoholgrænsen for unge under 18 år fra 16,5 procent til seks procent. Dette forslag er dumt og ligegyldigt af flere årsager.

Det er vigtigt at anerkende, at alkoholforbrug blandt unge er en kompleks problemstilling, som har været under debat i flere år. Trods en kompleks problemstilling mener man fra Folketinget, at man sagtens bare kan tage sådan en vigtig beslutning uden at have spurgt de unge.

Dette problem løses ikke ved at ændre alkoholgrænsen. Det er dybt bekymrende, at Folketinget mener det er hensigtsmæssigt at bruge lovgivning som det primære redskab til at styre unges alkoholforbrug. En mere effektiv tilgang ville være at involvere forældre, skoler, samfundet og unge i dialog og uddannelse om alkohol. Så kan vi nå i mål med en god, omfattende og gennemtænkt løsning. 

Snarere end at fokusere på procenten af alkohol i drikkevarer, bør vi investere i en mere holistisk tilgang til unges forhold til alkohol. Det inkluderer omfattende uddannelse om alkoholens virkninger, ansvarlig drikkeadfærd og støtte til unge med eventuelle problemer relateret til alkohol.

Yderligere risikerer vi at sende et forkert signal til unge og skabe en illusion af, at det er mere acceptabelt eller endda sikkert at drikke alkohol, hvis procentdelen er lavere. Det fører til en falsk tryghed og underminerer de grundlæggende principper om ansvarlig drikkeadfærd og sund fornuft.

I stedet for at ændre alkoholgrænsen bør vores fokus være på at skabe en sundere kultur for alkoholforbrug. Vi bør opmuntre til ansvarlig drikkeadfærd og hjælpe unge med at udvikle sunde beslutningsprocesser. Derfor opfordrer jeg til, at ressourcerne rettes mod mere omfattende og effektive løsninger, der kan gavne unges mentale og fysiske sundhed.

Viktor Sivertsen, Gedved, lokalformand og hovedbestyrelsesmedlem for Horsens Konservativ Ungdom


Latrinært dansk

Værten på Go' morgen Danmark hyldede forleden de unge skolepiger, der fortalte om deres ønsker for en nytårstale, med »I er skide seje«. Man skal være taknemmelig for, at han ikke komplimenterede med »pisse seje«, der for tiden lader til at være yndlings adjektiv blandt alskens optrædende, journalister og redaktører i både artikler og selv overskrifter.

De unge piger ønsker blandt andet et oprydnings- saneringsprojekt for Danmark. En virkelig god idé, som bør følges med en sprogsaneringsplan, så dansk ikke forurenes til accept af den laveste fællesnævner.

Og dermed også vil stoppe for tv-annoncer, hvor yndige, små piger – helt naturligt –kommenterer med »What the fuck!«

Lotte Tegner Freddie, Rungsted Kyst