I weekenden skrev Nicolai J. Foss, professor ved CBS, medstifter af CEPOS og medlem af deres Advisory Board, en kommentar i Berlingske, hvor han bruger professor Mathias Danbolt og KUs afdeling for kunsthistorie som eksempel på en påstået »radikalisering« af humaniora. CEPOS er i øvrigt en liberalkonservativ tænketank, som arbejder politisk for at fremme en sådan ideologisk dagsorden.
Som grundlag for kritikken vælger Foss et lille og skævt udsnit af Danbolts publikationer (flere næsten 20 år gamle) og afviser dem som »marginale« og med »meget begrænset relevans«. Han karakteriserer ovenikøbet Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, et helt forskningsinstitut, på baggrund af et tilfældigt opslag og et par tilfældigt fundne nyhedsoverskrifter på deres nyhedsside.