I denne uge har vi markeret World Children’s Day, som skal sætte fokus på at alle børn har det godt verden rundt. For undertegnede, som diplomat, plejer dagene at markere møder, officielle begivenheder og konferencer med fokus på børnene. I år rammer det mere personligt i lyset af de tragiske begivenheder 7. oktober 2023.

Ved daggry denne morgen invaderede Hamas-terrorister det sydlige Israel, og da solen senere gik ned igen, var op mod 1.200 mennesker brutalt blevet myrdet. Og mere end seks uger senere er omkring 240 mennesker stadig gidsler i Gaza striben. De bortførte inkluderer hele familier, ældre mennesker og 34 børn, hvorad ti af dem er yngre end fem år. Der er endda tale om en ni måneder gammel baby.

Tænk lige over det en gang til: 34 børn. Nogle kun babyer og småbørn.

Jeg har selv børn og børnebørn, og jeg kan ikke slippe tankerne om de forældre, der lige nu i Israel er uden deres sønner eller døtre. Mødre og fædre, der intet aner om, hvor deres kidnappede børn befinder sig i Gaza. Tanter, onkler, søskende og bedsteforældre, der alle spekulerer, håber og prøver ikke at lade mismodet overvælde dem. De eneste kræfter, de har tilbage, går ud på at skabe opmærksomhed om situationen, det er det eneste, der holder dem oppe i håbet om frihed for deres nærmeste.

Vi har set forældre, der overlevede massakren, stå frem og fortælle om deres uro og deres spørgsmål, der holder dem vågne om natten: Hvem giver mit barn mad? Fryser de? Er de kommet til skade i forbindelse med kidnapningen? Hvis ja, får de så behandling? Hvem beroliger dem, da de formentlig er rædselsslagne? De er måske i en mørk og fugtig tunnel, og hvem trøster dem?

Disse uskyldige børn, som sagt helt ned til ni måneder gamle, blev flået ud af deres senge og beskyttelsesrum, slæbt over grænsen, og skjult overalt i Gaza. Mange vidnede de brutale mord på deres forældre og søskende, før de blev bortført.

Jeg skriver disse ord, da det er på tide, at alle hæver deres stemme og kræver, at alle børn kommer hjem med det samme.

Der er ingen grund til at tøve med dette. At kræve børnene fri har intet at gøre med politik. At bortføre uskyldige børn er en krigsforbrydelse og også en forbrydelse mod menneskeheden.

Vi skal have børnene hjem nu!

David Akov, Israels ambassadør i Danmark