Der er mangel på coronavacciner, hvilket får nogle til at ville gribe ind i medicinalmarkedet. For eksempel mener Enhedslisten og SFs Margrete Auken, at vaccineselskaberne skal tvinges til at give licens til andre selskaber, så de kan producere vaccinerne.
Heldigvis er regeringen ikke bidt på krogen. Der er nemlig ingen juridisk dækning for tvangslicenser, og der er heller ikke mangel på vaccinepatenter, men tværtimod mangel på produktionskapacitet, som nu opbygges i frivilligt samarbejde mellem medicinalselskaber. Det kræver stor viden om produktionsmetoder – ikke bare adgang til patentet.