Vinter-OL er åbnet med rekordstort dansk hold

51 danske atleter var med ved indmarchen i Beijing, hvor præsident Xi Jinping åbnede vinter-OL.

Det nationale stadion i Beijing, også kaldet Fuglereden, dannede ramme om den olympiske åbningsceremoni. Tobias Schwarz/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nogle konkurrencer begyndte allerede for flere dage siden, men nu er vinter-OL også helt officielt skudt i gang.

Det sørgede Kinas præsident, Xi Jinping, for, da han erklærede de 24. vinterlege for åbnet i slutningen af fredagens åbningsceremoni på Beijings nationale stadion, også kaldet »Fuglereden«.

En række kinesiske atleter overtog på skift den olympiske flamme. Til sidst blev faklen placeret i en gigantisk installation, der havde form som et snefnug. Den blev hejst højt til vejrs og skal nu brænde på stadion de næste 16 dage.

Forinden var en rekordstor dansk delegation marcheret ind med curlingskipperen Madeleine Dupont og ishockeyikonet Frans Nielsen i front med Dannebrog.

I alt 62 atleter udgør det største danske hold nogensinde til et vinter-OL. 51 af dem var med ved åbningsceremonien, hvor Danmark blev kaldt ind som nummer 13 af de i alt 91 deltagende nationer.

»Det var en vanvittig oplevelse. Det er svært at sætte ord på. Det er noget, jeg aldrig vil glemme.«

»Nu mærker man virkelig, at OL er noget helt andet, end man nogensinde har prøvet før. Det er et noget større niveau,« siger Frans Nielsen.

Inden indmarchen havde arrangørerne disket op med et bemærkelsesværdigt kort show, der var overstået på mindre end 20 minutter.

Måske af hensyn til publikum, der i seks graders frost kæmpede en hård kamp for at holde varmen.

Ikke bare kulden, men også coronapandemien satte et stærkt præg på åbningsceremonien.

Vel kun omkring en tredjedel af tilskuerpladserne i »Fuglereden« var besat, og der blev holdt behørig afstand på tribunerne.

Der var også længere end normalt mellem statsoverhoveder og andre høje herrer og damer, der sædvanligvis tropper op i stort antal til olympiske åbninger.

En stribe lande – deriblandt Danmark – har erklæret diplomatisk boykot af arrangementet i protest mod Kinas syn på menneskerettigheder.

I alt knap 2900 atleter er med ved vinter-OL, der løber frem til 20. februar.

/ritzau/