Udbryderkongerne fra London gav Ajax den koldeste skylle

Efter 24 vanvittige timer i Champions League står Tottenham og Liverpool tilbage og klar til en rent engelsk finale. Tottenhams scoring i allersidste minut gik ud over ellers forrygende Ajax, der ligesom Barcelona blev sorteper i semifinaleslutspurter af en anden verden.

Tottenhams spillere med manager Mauricio Pochettino i spidsen jubler på Johan Cruijff Arena i Amsterdam efter det fantastiske comeback, der betyder, at London-klubben nu er klar til at spille Champions League-finale mod Liverpool. Foto: Matthew Childs/Reuters/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: MATTHEW CHILDS

Man længes jo efterhånden efter en 0-0-kamp. For adrenalinens og sindsroens skyld. Sådan en langgaber af en 0-0-finale tilsat en begivenhedsløs forlænget spilletid og fem straffespark til hver med en enkelt afbrænder til sidst. Måske den 1. juni på Wanda Metropolitana i Madrid, når Liverpool møder Tottenham i Champions League-finalen. For det kan da ikke blive ved?

Ekkoet fra »You’ll never walk alone« var end ikke helt forstummet ude i det store fodboldverdensrum efter Liverpools sensations-comeback mod Barcelona, inden nye toner overtog, og til klubkendingsmelodien »When the Spurs go marching in« fik vi den nu igen på orgler og piber ud på fodboldens overdrev af en hæsblæsende afslutning på en Champions League-semifinale.

Eller man må efterhånden konstatere »marching out«, for det er gerne på vejen ud af stadion, på vej ud af turneringen, at Tottenham sætter ind. Når alt håb synes ud, når fodboldkampe går ind i klicheens døende minutter eller rettere sekunder, slår Tottenham til.

Hvis man ville hæfte et historisk taktisk mærkat på spillestilen, kunne man sagtens titulere den »En omvendt Catenaccio«. Den gammelkendte italienske klassiker ud i at lukke fuldstændig ned defensivt, når resultatet ellers er på plads, gerne ved 1-0 og jerngrebets efterfølgende og kyniske bolværk. Tottenham har i stedet og ligesom sat en ære i at komme så hurtigt bagud som overhovedet muligt for at halse efter i halve og hele halvlege for i allersidste moment at slå til.

For akkurat som i vanvidsafslutningen i kvartfinalen mod Manchester City, da Christian Eriksens fatale tilbagelægning blev reddet på VAR-systemets nåde, måtte gæsterne i semifinalen efter et 1-0-nederlag på hjemmebane til Ajax Amsterdam række dybt, dybt i værktøjskassen for et resultat i returmødet på Johan Cruijff i Amsterdam.

Egentlig var den snøret til, sækken eller værktøjskassen, ikke så pokkers meget mere at stille op, løbet var kørt. Bagud 1-0 fra det første opgør i London og ditto cifre efter blot fire minutter i Amsterdam. Endda 2-0 ti minutter før pausen. Ret beset ikke mere at komme efter mod lynomgangen med bolden af Ajax-tornadoens ungersvende, der havde tryllebundet sig igennem knockout-fasen med besnærende sejre ovre så mægtige modstandere som Real Madrid og Juventus.

På den vis udgjorde Tottenham jo i Champions League-sammenhæng ikke meget mere end en parentes i historiens statistik, og med den pauseføring og 1-0-gevinsten fra The New Lane in mente, var det noget nær en formalitet for Lasse Schöne og Kasper Dolberg i Ajax-trøjer som danske repræsentanter i finalen mod Liverpool.

Ikke mindst i betragtning af, at Tottenham i ugevis havde taget sig ud som et åbent træthedsbrud, om end top 4-konkurrenternes ligaslutspurt havde været endnu ringere, så Spurs på umærkelig vis alligevel havde sikret sig en plads i næste sæsons udgave af Champions League. Eller næsten, for det kan gå galt med et stort nederlag til Everton og en Arsenal-sejr i sidste runder på søndag. Den slags pessimister findes der med ret så god grund i hobetal af Tottenham-fanhjørnet. Og således kunne sæsonen med lidt ond vilje tage sin nedslående ende med den ærgerlige semfinale-exit på Christian Eriksens gamle hjemmebane i Amsterdam oven i hatten.

Altså, hvis det ikke lige havde været for Lucas Moura. Den 26-årige brasilianer havde lige et par trick – eller snarere tre og dermed et hattrick – i ærmet, til sådan for alvor at cementere sin ellers let uforløste position i Tottenham-hierarkiet. Ikke nødvendigvis spektakulære kasser, men drypvist og vitalt fordelt over halvlegen med et reduceringsmål ti minutter efter pausen, endnu ét fem minutter senere, og så ellers fuld blæs på chancekanonen, inden det igen så ud til at løbe ud i sandet og ingenting med 2-2 og fem minutters tillægstid. Præcis 5.01 inde i den slap bolden mållinjen bag Ajax-keeper Onana. Lucas Mouras hattrick var fuldendt. Ligeså var Tottenhams sæson. Måske endda manager Pochettinos tid i klubben. Måske Christian Eriksens?

Tottenhams europæiske kampagne er sjældent set lige, og holdet fra London er blevet denne sæsons ukronede udbryderkonger. I gruppespillet smed de nærmest det hele, før de var kommet i gang. På rent sjusk ude mod Inter, hjemme mod Barcelona og uafgjort i Eindhoven. Et sølle point langt inde i fjerde runde, inden det vendte med sene, selvfølgelig, scoringer til 2-1 hjemme på Wembley mod PSV, en sen, selvfølgelig, Christian Eriksen-matchvinderafslutning til 1-0 over Inter og en sen, selvfølgelig, udligning mod Barcelona i sidste runde for akkurat at komme videre. Ottendedelsfinalerne gav lidt luft med et overbevisende avancement mod Dortmund. Og derpå kvart- og semifinalernes føromtalte kulmination.

I Amsterdam græder de, i Nordlondon synger de videre på »When the Spurs go marching in«. Alt imens vi andre snart godt kunne bruge en solid forsvarsindsats og en 0-0-kamp til at falde lidt ned på ...