Tjekkiet har før stået i vejen for danske EM-drømme

Danmark og Tjekkiet har tidligere mødtes ved to EM-slutrunder, og i begge tilfælde vandt tjekkerne.

Jaroslav Silhavý var assistenttræner for Tjekkiet, da holdet i 2004 vandt 3-0 over Danmark i EM-kvartfinalen. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Når det danske fodboldlandshold lørdag aften møder Tjekkiet i EM-kvartfinalen, er det en gentagelse af europamesterskabet i 2004, hvor de to hold også tørnede sammen i kvartfinalen.

Set med danske briller ender resultatet forhåbentlig ikke med at blive en gentagelse af den kamp.

For selv om daværende landstræner Morten Olsen efterfølgende refererede til EM-kvartfinalen som en af Danmarks bedste landskampe under ham, viste resultatet på måltavlen 3-0 i tjekkernes favør.

Det danske forsvar havde svært ved at tøjle det høje angrebsmonster Jan Koller, mens hurtigløberen Milan Baros også snød den danske forsvarskæde og målmand Thomas Sørensen.

Tjekkiets nuværende landstræner, Jaroslav Silhavý, var også involveret i den kamp, men tillægger det begrænset betydning forud for lørdagens kvartfinale i Baku.

»Jeg var assistenttræner på landsholdet dengang, og jeg kan godt lide at minde folk om den kamp. Nutidens hold ved, hvordan vi spillede dengang, og at vi havde stor succes, men i dag er det en helt anden situation.«

»Så jeg kan ikke bruge den kamp i min motivationstale. Der er mange andre ting, jeg kan bruge i min motivationstale, men ikke den kamp,« siger han.

Også fire år tidligere, i 2000, mødte Danmark og Tjekkiet hinanden ved EM, og også dengang vandt tjekkerne. Gruppekampen i Liege endte med 2-0 til tjekkerne, men allerede inden kampen havde Danmark udspillet sin rolle i turneringen.

De seneste møder mellem holdene øger dog håbet om dansk succes i Baku lørdag aften.

Siden kvartfinalenederlaget i 2004 har landene mødtes seks gange. Danmark har vundet en af kampene, og de øvrige fem kampe er endt uafgjort.

/ritzau/