Superligakampe skal spilles for lukkede døre

De kommende kampe i Danmarks bedste fodboldrække, Superligaen, og 1. division spilles uden tilskuere.

 

Der vil være helt tomt på tribunerne, når fodboldkampene i Superligaen og 1. division i den kommende runde afvikles.

Alle weekendens kampe vil blive spillet uden tilskuere, efter at myndighederne fredag har anbefalet, at alle arrangementer med over 1000 personer udskydes eller aflyses.

Det skriver Divisionsforeningen i en pressemeddelelse.

Ingen kampe aflyses eller udskydes, lyder det fra Divisionsforeningen. Men der spilles altså for tomme tribuner.

Kampene vil blive spillet som planlagt, så længe der ikke er en sundhedsmæssig vurdering af, at der ikke bør spilles.

I Superligaen skal der spilles seks kampe søndag og en enkelt mandag.

Der er tale om Hobro-Esbjerg, AaB-Lyngby, Sønderjyske-OB, FC København-AC Horsens, FC Nordsjælland-Brøndby, Randers FC-FC Midtjylland og Silkeborg-AGF.

I landets næstbedste række bliver der spillet to kampe fredag, to lørdag og to søndag.

FC Roskilde sparker runden i gang fredag eftermiddag klokken 15 mod Kolding. Senere mødes HB Køge og Vendsyssel.

Lørdag spilles Fredericia-Viborg og Hvidovre-Vejle. Næstved-Nykøbing FC og Skive-Fremad Amager afvikles søndag.

Mens man som tilskuer ikke vil kunne se kampene på stadion, så vil de kampe, som Viasats kanaler havde planlagt at vise, stadig blive transmitteret. Det siger redaktionschef på Viasat Kim Mikkelsen til Tipsbladet.

/ritzau/

København. Fodboldkampene i den kommende runde i både Superligaen og 1. division afvikles uden tilskuere, oplyser Divisionsforeningen.