Store følelser fyldte i en uge med sportslig genopstandelse

Den ene store bedrift tog den næste i en tætpakket sportsuge, hvor Tiger Woods, Ajax og Tottenham vendte tilbage til tidligere tiders storhed. Og Messi var bare Messi, når han er allermest Messi.

Den evige angrebsreserve Fernando Llorente blev sendt ind, da skadesramte Tottenham løb tør for midtbanespillere i det episke kvartfinaledrama mod Manchester City i Champions League – og reducerede til 4-3. Målet sendte sensationelt Manchester City ud af mesterligaen, fordi VAR to gange gik Tottenhams vej. Til stor lettelse for Christian Eriksen (th.), som langt inde i overtiden så ud til at koste sit hold triumfen. Foto: Andrew Yates/Reuters/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: ANDREW YATES

Hans stemme er dyb og ladet med amerikansk patos, kommentatorlegenden Jim Nantz på TV-kanalen CBS:

»Waited for years, many doubted we would ever see it, but here it is ...«

Kort kunstpause, et put på en halv meters penge, der går i hullet:

»... the return to glory.«

Sidste slag på Augusta National i 2019-udgaven. Tiger Woods bøjer sig forover, samler sin bold op og rækker begge arme i vejret som vinder af US Masters for femte gang. Jim Nantz siger ikke et ord de næste tre minutter, men lader jublen og billederne fra den tusindtallige skare samlet omkring hul 18 tale for sig selv.

»Det kunne overhovedet ikke komme på tale, at jeg ville sige noget ind over de billeder af Tiger med sin familie. Jublen i baggrunden og hele scenen i sig selv var nok. Jeg vidste instinktivt, at jeg ville læne mig tilbage og nyde det. Det eneste, jeg kunne have gjort, var at ødelægge det,« sagde Jim Nantz bagefter i et interview med The Washington Post.

Tiger Woods havde vundet sin første grønne Masters-jakke 22 år forinden, men den nu 43-årige vinder af verdens største og smukkeste golfturnering markerede et comeback af en anden verden. I 11 år havde han ikke vundet en major.

Sexskandaler, misbrugsproblemer og genoptræning til den knirkende vished om skruerne i ryggen efter adskillige operationer havde med god grund sået den endegyldige tvivl hos de fleste eksperter, at de aldrig igen ville se Tiger Woods tilbage på toppen af det spil, han i en generation havde mestret til perfektion.

Og så: »... but here it is. The return to glory.«

Et af de momenter, der kan overleve længere end en uge i det store og altfortærende sportsmaskineri, som efterhånden ikke efterlader plads til et laurbærblad at hvile ud på. Den forgangne uge var faktisk et af de bedre eksempler på den fortættede sportsdagsorden, der hopper fra sten til sten, så man knap kan huske søndag fra onsdag.

Som BBC-kommentator og tidligere Barcelona- og Tottenham-spiller Gary Lineker noterede i et tweet skærtorsdag, hvor han brugte en emoji af en ged, der med et engelsk ordspil bruges om »Alletiders Største« – forkortelsen GOAT, »the Greatest Of All Time«:

»Kan ikke erindre at have nydt en uges sportsbegivenheder som denne i lang tid. At se comebacket over alle comebacks af Tiger Woods. Derefter på Camp Nou for at overvære endnu en GOAT på sit funklende højdepunkt, efterfulgt af gårsdagens episke, pulserende kamp. Hvilken tid at være i live.«

Man kunne såmænd grave endnu et par stykker frem fra lørdag til fredag. Ikke nødvendigvis i Gary Linekers eller for den sags skyld københavnernes forståelse af topsport. Men lørdag aften beviste de danske håndboldherrer, at deres altoverskyggende kulmination som verdensmestre tilbage i slutningen af januar stadig holder som trækplaster.

For første gang siden VM-titlen kom i hus i Herning, optrådte de igen på dansk jord i en EM-kvalifikationskamp mod Montenegro i Royal Arena i København. For stuvende fuldt hus. Jeg lagde selv vejen forbi den formfuldendte hovedstadsarena med et vist fremtidsperspektiv som fast hjemmebane for landsholdet, nu hvor herreligaen har indledt medaljeslutspillet som et traditionelt vestdansk anliggende. Danmarks mest populære sportshold, som Royal Arena-boss Dan Hammer titulerede sine gæster, kan altså også trække københavnerne af huse uden for slutrundesæsonen.

Brostenene i Paris-Roubaix ligger notorisk tungt i historiebøgerne og søndagens 117. udgave var ingen undtagelse med Philippe Gilberts uimodståelige finish i både toppet terræn og de sidste tråd på cykelbanen i Roubaix. Og for en gangs skyld med et tigerspring over i transmission fra Masters, der var blevet fremrykket på grund af udsigten til dårligt vejr.

Mandagens pusterum var tiltrængt, og mens den ene sportsgrens GOAT høstede præsidentielle lovord på den anden side af Atlanten, tog den anden i Linekers udlægning over tirsdag i Barcelona.

Lionel Messi kørte nogenlunde ene mand Manchester United rundtosset i manegen i Barcelonas 3-0-kvartfinalesejr, alt imens ungdommens Ajax-tornado fra Amsterdam sendte de sidste tre års triumfator i Real Madrid-trøjen, Cristiano Ronaldo, denne gang i Juve-striber, ud af kvartfinalen.

Ajax er historisk set en europæisk stormagt, men sakkede ubønhørligt bagud i det europæiske pengespil efter det seneste højdepunkt med Champions League-titlen i 1995. Nu er danskerklubben overraskende i mesterligaens semifinale – endda med national garanti for rød-hvid-repræsentation i finalen, for Ajax får besøg af sin gamle 10er Christian Eriksen og Tottenham Hotspur i den ene halvfinale. Og dermed er vi fremme ved Gary Linekers sidste reference og »gårsdagens episke, pulserende kamp«.

Langtidsholdbart stof dybt ind i mareridtenes replay hos Manchester City-manager Pep Guardiola, dybt ind i taknemmelighedens og lettelsens suk hos Christian Eriksen, da hans eklatante brøler af en fejlaflevering tilbage i banen på egen halvdel sendte Manchester City på 5-3 og Tottenham ud af Champions League.

Kvartfinalen lagde ud i en vanvittigt tempo med det vildeste af vilde kampforløb, og det stod 2-2 efter blot 11 minutter. Men afslutningen overgik lige ved og næsten 6-1 til Barcelona over PSG for et par år siden. For nej, nej, VAR-systemets regelrethed kom Eriksen og Tottenham til undsætning, så jublen lagde sig til den slags stilhed, man næsten kunne høre. 4-3 i stedet, og Tottenham var i semifinalen på reglen om udebanemål efter 1-0 hjemme på det nye stadion ugen forinden.

Spurs var det første britiske hold til at vinde en europæisk klubturnering, da klubben triumferede i den gamle pokalvinderturnering i 1963, og siden blev det til to sejre i UEFA Cuppen, men siden midten af 1980erne har Europa ikke set meget til klubben fra Nordlondon i de afgørende knockoutkampe.

Jeg æder gerne min udgang fra kvartfinale-optaktsklummen, der lød: »Skal vi snakke Manchester City? Nej, det gider vi ikke. De er simpelthen for gode og vinder hele lortet ...« Den form for forudsigelser og selvovervurderet sikkerhed får jo hele betting-industrien til at løbe rundt. Men det var godt nok tight og a night to remember.

Man skal skrive pænt, og man må heller ikke bande i fjernsynet. Bare spørg TV3-kommentator Niels Christian Frederiksen. Han stillede om til studiet efter den nerveflænsende afslutning på Etihad i Manchester, men lyden kørte stadig på streaming-transmissionen, da han henvendte sig til medkommentator Jan Mølby:

»Fucking bloody shite. Ha, ha, ha. Hold kæft. Men jeg synes også, han så offside ud. Han går lige tilbage og får den med sig. Fuck, en kamp, mand. Det kan sgu noget, det VAR der ...«

Det var det toneleje, vi befandt os i. Sikken en kamp. Og sikken en sportsuge, som FCK lige rundede af med praktisk talt at sikre sig det danske mesterskab.

I min erindring runger og holder ordlyden dog nok længst fra Augusta:

»The return to glory ...«

Kurt Lassen er sportskommentator og forfatter