Gilbert triumferer i legendarisk brostensklassiker

Den belgiske veteran Philippe Gilbert var hurtigst i den afgørende duel med Nils Politt i Paris-Roubaix.

Philippe Gilbert og Nils Politt skabte afgørelsen i Paris-Roubaix, da de slap fri af en udbrydergruppe 14 kilometer fra mål. Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Roubaix. Den belgiske cykelstjerne Philippe Gilbert er tilsyneladende umulig at slide op.

Quick-Step-rytteren føjede endnu en stor sejr til sit imponerende cv, da han kørte først over stregen i den 117. udgave af Paris-Roubaix søndag eftermiddag.

Gilbert slog tyskeren Nils Politt (Katusha) i spurten på Velodromen i Roubaix, efter at de to var kørt fra alle konkurrenterne i løbets slutfase.

Dermed har den 36-årige belgier vundet fire af cykelsportens fem monumenter. Tidligere i karrieren har han triumferet i såvel Liège-Bastogne-Liège, Flandern Rundt og to gange i Lombardiet Rundt.

/ritzau/