Spansk fodboldliga er nu suspenderet på ubestemt tid

La Liga blev i første omgang suspenderet i to uger, men er nu suspenderet på ubestemt tid.

Det vides endnu ikke, hvornår Martin Braithwaite og hans kolleger i La Liga kommer i aktion igen. Albert Gea/Reuters Fold sammen
Læs mere

De to bedste fodboldrækker i Spanien er nu suspenderet på ubestemt tid på grund af coronavirusudbruddet.

Det oplyser La Liga, der administrerer rækkerne, på sin hjemmeside.

Tidligere var ligaen kun suspenderet i to uger plus en ikke afholdt landskampspause og stod i princippet til at blive genoptaget i weekenden 4. og 5. april, men det har ændret sig nu.

»I overvågningskommissionen, der er nedsat af Det Spanske Fodboldforbund (RFEF) og La Liga, er der enighed om at suspendere de professionelle fodboldrækker, indtil myndighederne og Spaniens regeringen vurderer, at de kan genoptages uden en helbredsrisiko,« skriver La Liga på sin hjemmeside.

Dermed følger La Liga op på lignende eksempler fra dansk og fransk fodbold, der også er sat på pause på ubestemt tid.

/ritzau/