Som vilde vikinger på togt

Mads Pedersen skrev dansk idrætshistorie med sit verdensmesterskab i landevejscykling på en dag, hvor sammenhængskraft og individualisme smeltede sammen i en ubrydelig legering.

Mads Pedersen er den yngste verdensmester siden Oscar Freire i 1999. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ben Stansall/AFP/Ritzau Scanpix

Det skulle vel være lige netop dér. Hvis det endelig skulle være. I Yorkshire, af alle steder. Hvor vikingerne drog på togt tilbage i år 865 og åd sig gennem bakkedragene med vold og magt. Fra hus til hus. Indtil de havde erobret York og store dele af regionen.

Mads Pedersen havde næppe sine fjerne forfædre placeret centralt i tankegodset, da han tømte benene for den sidste rest af eksplosiv kraft, inden han krydsede stregen i Harrogate og kunne kalde sig verdensmester i landevejscykling 2019. Men triumfen kom på en dag hærget af regn, forræderisk glatte veje og isnende vind. Hvor kun den stærkeste, mest hårdføre og determinerede, ja mest krigeriske væddeløber ville have en chance for at kunne iføre sig den eftertragtede trøje med regnbuestriberne.

Den blev dansk. For første gang i historien hos den professionelle herreelite. Og det blev også en understregning af, at dansk cykelsport i disse år befinder sig på højeste niveau, både individuelt og kollektivt.

Et mesterskab for de gale

Den 23-årige rytter fra Lejre var egentlig ikke udset til at skulle indtage hovedrollen i et VM-løb, der skulle skille mænd fra mus, som fik stjerner på stribe til at blegne og til tider var en anelse vanvidstangerende i brutal hårdhed.

»Det var et verdensmesterskab for de gale,« lød det fra den forsvarende mester, den spanske veteran Alejandro Valverde, der som så mange andre store navne udgik med klaprende tandsæt og bristede illusioner undervejs på de 260 kilometer.

På den anden side var det grumme vejrlig mums for flere af de danske ryttere.

Mads Pedersen vil næppe protestere voldsomt imod at blive kaldt »gal« i betydningen at få fyret op under sin indre kriger og kunne iføre sig mental harnisk, når vejrliget bliver efterårsvæmmeligt.

Det er den slags vejr, hvor ansigter forvandles fra smertebårne grimasser til forstenet apati. Hvor en skærsild af akkumuleret træthed og aflejret mælkesyre truer med at blokere fysikken, når man mindst venter det.

Den danske triumfator fik det at se på nærmeste hold, da løbets store forhåndsfavorit, det galvaniserede hollandske fænomen Mathieu van der Poel, løb tør for brændstof med mindre end 15 kilometer til mål.

Mads Pedersen befandt sig sammen med van der Poel i en kvintet, som havde revet sig fri, netop som løbet gik ind i sin afgørende fase. I godt selskab med altid løbsintelligente og hurtige Matteo Trentin, hans kynisk beregnende landsmand Gianni Moscon og den offervillige schweiziske døgnbrænder Stefan Küng.

Det var en dansk orkestreret offensiv, der i realiteten lige så godt kunne have været forpostfægtning for co-kaptajner som Jakob Fuglsang eller Michael Valgren. Men som endte med at sende Frankrigs og ikke mindst Belgiens på papiret voldsomt skræmmende mandskab ud i selvdestruktiv forfølgelse i et felt, hvor kun 46 ud af 197 nåede i mål.

Det danske guld blev sikret uden slinger, da Mads Pedersen oversprintede Matteo Trentin, der ellers sjældent lader den slags chancer gå fra sig.

»Jeg vil ærgre mig, hver gang jeg ser ham i den trøje det næste år,« sagde den italienske sølvvinder efterfølgende.

Brikkerne faldt på plads

At vinde et VM i landevejscykling kræver både dygtighed, og at brikkerne falder på plads. Også rutemæssigt.

Rolf Sørensen, Danmarks mest vindende cykelrytter, jagtede titlen igennem hele sin karriere op igennem 1990erne. Uden overhovedet at nå podiet. Danske succesoplevelser som Leif Mortensens sølv i 1970, Jørgen Marcussens bronze i 1978 og Bo Hamburgers sølv i 1997 har sammen med Matti Breschels bronze i 2008 og sølv i 2010 holdt forhåbningerne kørende. Trods alt.

VM-guldet i Yorkshire er selvsagt en enorm personlig triumf for Mads Pedersen, der allerede som junior var i VM-medaljerne (som sølvvinder i 2013) og samme år også vandt Paris-Roubaix.

Det er også en kollektiv triumf for et dansk landshold, som har vist sig at kunne vokse med opgaven og levere en taktisk sammenhængende indsats på de største scener.

I 2016 førte det til OL-sølv til Jakob Fuglsang i Rio. Og netop Fuglsang viste sig sammen med Michael Valgren i rollen som bryske »dørmænd« ved at sidde hårdt på nakken af forfølgerne til Mads Pedersen og kompagni i afgørelsens time. Også her var der både fysisk og taktisk overskud at se.

Mads Pedersen er den yngste verdensmester siden Oscar Freire i 1999. Men han er også eksponent for den håndfuld af danske talenter med navne som Magnus Cort, Michael Valgren, Kasper Asgreen og Søren Kragh Andersen, der sammen med veteranen Jakob Fuglsang tegner mere end almindeligt lovende for de kommende år.

Der løber vikingeblod i årerne her og der. I Yorkshire rullede det stærkere end nogensinde.