Hvis vi får en gentagelse af OL-finalen i herrehåndbold, og det er langtfra usandsynligt, om blot tre år, bliver det forhåbentlig for stuvende fulde huse. I Paris. Noget af en hjemmebanefordel, franskmændene får sig. Den tid, den sorg. Eller glæde.
Som håndboldnation kan vi sagtens glæde os over en sølvmedalje ved OL i Tokyo. Håndboldherrerne har taget sig uovervindelige ud hele vejen, hvis man ser bort fra den ligegyldige kamp mod og nederlag til Sverige. Men man kan ikke vinde finaler hele tiden. Ved et OL kan man til gengæld vinde sølv, og det er langtfra det samme som til en EM- eller VM-slutrunde, som da englænderne under sommerens EM-finale i fodbold flåede deres sølvmedaljer af i ligegyldighed og demonstrativ fornærmelse.
OL er for alle. Guld, sølv eller bronze er en sejr for en hvilken som helst atlet, der har forberedt sig i fire, og denne gang fem år med en udfordrende pandemi oveni. Som i øvrigt stadig raser verden over. Også i Tokyo. Den såkaldte OL-boble viste sig imidlertid at stå for presset, så der ikke gik infektion og smittespredning i selve legene.
I det lys var det også en klog beslutning at lukke ned for tilskuere til OL kort før legene. Jeg er faktisk overrasket over, hvor godt de såkaldte host-broadcastere i forskellige idrætsgrene har formået at producere eller nærmest retouchere manglen på tilskuere væk. Ikke en totaloplevelse, for selvfølgelig manglede der en lydkulisse.
Langtfra den samme fest på atletikstadion som normalt. Ej heller åbnings- og afslutningsceremonien, men alene med det lidt billige trick, som man har set benyttet på et meget mindre og nybygget stadion i Silkeborg, kan man skabe det der næsten optiske bedrag ved at variere farverne på stolesæderne, så man til tider næsten bilder sig selv ind, at der sidder folk på dem.
Og som IOC-præsident Thomas Bach understregede i sin afslutningstale, har det været de vanskeligste lege nogensinde at organisere. Han slog på, at det var første gang, at atleter fra hele verden var forsamlet siden pandemiens begyndelse, at det repræsenterede håb og takkede i de allermest ærbødige vendinger for de japanske arrangørers og frivilliges tålmodighed, velvillighed og omstillingsdygtighed:
»Nu skal jeg markere afslutningen på denne så udfordrende olympiske rejse til Tokyo. Jeg erklærer hermed de 32. Olympiske Lege for afsluttet,« som Thomas Bach vanen tro rundede af.
Under ceremonien var der plads til en af de sidste medaljeceremonier, da de kvindelige maratonløbere modtog deres medaljer. Atleterne har som en slags coranagestus eller -sikkerhed givet sig selv medalje om halsen på fra en fremstrakt bakke under OL. Fremragende tænkt og nok så rørende.
Vi hænger i stedet én om halsen på de japanske arrangører.
Set fra dansk officiel side er målsætningen fra Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark om otte-ti medaljer i Tokyo mere end indfriet. Det blev til 11 i alt. Tre af guld, fire af sølv og fire af bronze. Flest medaljer i Norden, men alligevel er både Norge og Sverige foran på medaljeoversigten som henholdsvis nummer 20 og 23, mens Danmark ender på 25.-pladsen. Norge vandt nemlig fire af guld, blot otte i alt, men antallet af guldmedaljer vægter højere.
Det samme med Sverige, der som Danmark hentede tre guldmedaljer, ni i alt, men flere sølvmedaljer end danskerne. Havde håndboldherrerne bare vundet den finale, havde vi sluttet helt oppe på 18.-pladsen. Det gjorde de så ikke.
Men sølvmedaljerne var i orden, nogle gange er andenpladser også en sejr, og det var en sejr for selve spillet, for de leverede nogle utrolige spillemæssige momenter undervejs. Lidt mere berettiget skuffede kunne 4.000-meter holdet i holdforfølgelsesløb i banecykling tillade sig at være som guldfavoritter blandt kun otte nationer. At de overhovedet kom i finalen, skal de så også være glade for efter det voldsomme styrt og truende diskvalifikation fra semifinalen.
Guld til sejlerbulldozeren Anne-Marie Rindom, til badmintonfænomenet Viktor Axelsen og duoen Michael Mørkøv og Lasse Norman Hansen i parløb på cykelbanen var i sagens natur alle verdensklassepræstationer. De øvrige otte danske medaljer lå lige så oplagt helt oppe i nærheden. Alene at deltage i et OL er verdensklasse. Ikke mindst som sportslig velfortjent oplevelse.
Har OL mistet sin magi? Overhovedet ikke. Hvis vi som sædvanlig trækker IOC-skandalerne, korruptionen, milliardpengemaskinen, dopingen og hvad har vi, fra, så har OL en sportslig evne til at tryllebinde nationer i 16 tætpakkede og intense idrætsdage på tværs af og rundt om hele kloden.
Og Paris om nu kun tre år. Byernes By. OL i dansk primetime. Til den tid har Mathias Gidsel kun rundet 25. Jo, det bliver magisk …
