Frankrig fik revanche for OL-guldet i Rio i 2016 og hævn for ydmygelsen i VM-semifinalen i 2019 mod Danmark. I sidste ende trak de simpelthen det klichéprægede længste strå, der blev sået på en langt bedre første halvleg end deres danske modstandere, der slet ikke kunne få vanligt flow og fart i offensiven.
Man sad med fornemmelsen allerede i pausen. Blot ti danske scoringer var ganske enkelt for lidt. Oveni fordelt mellem kun tre spillere, mens Frankrig havde bredt sine 14 ud på hele ti mand. Så har man ligesom den nødvendige bredde i sit spil. Flere strenge at spille på.
Sådan fortsatte det for så vidt efter pausen, hvor landstræner Nikolaj Jacobsen undervejs forsøgte sig med Morten Olsen som playmaker uden det store held. Danskerne haltede fremdeles efter, men i håndbold kan det gå stærkt. Pludselig og med godt ti minutter på klokken havde danskerne indhentet føringen. Næsten. 22-21.
Og så brænder Mikkel Hansen for en sjælden gang et straffekast på et så afgørende tidspunkt som ved 23-21 til Frankrig med godt fem minutter tilbage af finalen, og der knækkede den igen. Så mange spildte kræfter på at komme op på 22-21 efter en fransk fire- eller femmålsføring det meste af kampen, som de byggede op fra 4-4. Danskerne scorede i den periode ikke i otte minutter.
Det opbyggede forspring holdt til langt ind i anden halvleg, hvor Landin satte ind med redninger, franskmændene med udvisninger, og der kom fart i den danske offensiv med Mikkel Hansen og Mathias Gidsel tilbage på vanligt niveau.
Men fra Mikkel Hansens strategisk trælse afbrænder ved 23-21 var der ikke mere at komme efter. Tanken var tom. Trætte danskere langt ind i hver en håndboldknogle efter en lang og udmarvende turnering og sæson.
Og så alligevel – med de allersidste kræfter, det alleryderste af de harpiksklistrede fingre kom de tilbage endnu en gang, på 24-23 i fransk favør. 45 sekunder tilbage på uret, og danskerne endda på bolden. Nikolaj Jacobsen gik i syv mod seks, og der var rigelig med tid til at komme på 24-24 og fremtvinge forlænget spilletid. Men et mislykket Gidsel-gennembrud uden efterfølgende frikast sendte bolden på franske hænder og en bold i en blød nedslående bue til 25-23 i et tomt dansk mål. Slut, forbudt. Altså, den slags afslutninger kræver hjertestartere i parcelstuerne.
Men sådan kan det gå, når man spiller på marginalerne i neglebidende slutsekunder af håndboldkampe. Sådan kan det også gå, når man spiller for dårlig en første halvleg, så man skal bruge alt for mange kræfter på at vende kampen. Sådan kan det til enhver tid gå mod Les Experts, et tilnavn, som det franske mandskab også igennem de sidste par tiår er gået under.
Nikolaj Jacobsen har vist, at han også er i stand til at tabe. Men når adrenalinen er ude af kroppen, og de udeblivende guldendorfiner ikke indfinder sig, vil både han, de danske håndboldherrer og den ganske nation også være stolte over et sæt sølvmedaljer. Før Rio havde Danmark aldrig været i en OL-finale overhovedet.
Og i løbet af sine fire år som landstræner har Nikolaj Jacobsen vundet to verdensmesterskaber og sølv ved OL. Herfra kvitterer vi med det store godkendt-stempel.
Endorfiner i velodromen
Ovre i velodromen fik guldendorfinerne tidligere på dagen til gengæld, og med god ret, frit spil i røde og hvide udgaver. Pumpende under brystet på Michael Mørkøv og Lasse Norman Hansen, der som en del af favoritfeltet i parløbet gjorde alvor af sagen og kørte uimodståeligt og med fremragende overblik hele vejen til guldet.
Hvor man dog under 36-årige Michael Mørkøv, der først og fremmest tjener sin dagsløn ved at tage slæbet for andre på landevejen, den triumf. Som en af verdens bedste såkaldt lead out-ryttere kørte han eksempelvis Mark Cavendish i position til fire Tour de France-etapesejre for en lille måneds tid siden.
At han så også altid har været hurtig på brædderne indendørs, gjorde ham til den perfekte guldmakker til Lasse Norman Hansen, der også kan sit kram på landevej, men er noget nær banespecialist. Og med guldet i parløb lørdag er han helt oppe blandt de mest vindende danske OL-atleter gennem tiderne, med nu hele fem medaljer i samlingen.
Dermed er Danmark på i alt 11 medaljer, én over målsætningens otte-ti, og der er måske en enkelt i luften på sidstedagen af OL. De tre af medaljerne er af guld. Vi havde nok satset lidt på den i håndbold. Den blev så af sølv, mens guldet faldt på cykelbanen. Lad os blot kalde det en gylden sølvdag i Tokyo ...
