Officielt: Christopher Juul-Jensen kommer med i Touren

Når feltet ruller ud på de franske landeveje i Tour de France, bliver det med mindst seks danskere.

Christopher Juul-Jensen skal med til årets Tour de France. Dermed er det danske antal ryttere til Touren oppe på seks, og flere ventes at komme til. Henning Bagger/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det bliver et felt med mange danske islæt, der om godt en uge tager hul på årets Tour de France.

Mitchelton-Scott udtog fredag Christopher Juul-Jensen til Touren. Han bliver dermed den sjette dansker, der officielt er udtaget til grand tour-løbet.

I forvejen er Jakob Fuglsang og Magnus Cort udtaget for Astana, mens Quick-Step har Kasper Asgreen og Michael Mørkøv med blandt holdets otte ryttere.

Tidligere fredag meddelte Katusha også, at Mads Würtz Schmidt skal med i Touren.

Antallet af danskere ventes øget i de kommende dage, da ikke alle hold har sat navne på Tour-rytterne.

Det kan sagtens ende med ni danskere i Touren, da det forventes, at Søren Kragh Andersen kommer med for Sunweb, Michael Valgren kommer med for Dimension Data, og endelig at Jesper Hansen skal med for Cofidis.

/ritzau/