Det danske fodboldlandshold har holdt buret rent gennem hele VM-kvalifikationen, men det vil en giftig israelsk angrebstrio forsøge at lave om på tirsdag aften.
For det stærkeste våben hos verdensranglistens nummer 81 er ifølge landstræner Kasper Hjulmand offensiven med Manor Solomon, Munas Dabbur og den erfarne målræv Eran Zahavi.
Trioen står noteret for 11 af Israels 14 mål i VM-kvalifikationen.
Zahavi har noteret sig for fem mål bare i den seneste uge, hvor Færøerne og Østrig er blevet besejret med 4-0 og 5-2.
»Zahavi er en af de mest varme angribere i øjeblikket, og vi kunne også se, da PSV mødte FC Midtjylland (i Champions League-kvalifikationen, red.), at han arbejder for holdet og er en klog spiller.«
»Han er en stærk afslutter, han er topklasse,« siger Kasper Hjulmand om den 34-årige angriber.
Mens Zahavi så småt nærmer sig sin fodboldpension, er Manor Solomon et stort fremtidshåb i israelsk fodbold.
Den 22-årige kantspiller er tilknyttet Shakhtar Donetsk, men han har talentet til at rykke op på en endnu højere hylde.
»Det er en spiller, som kan komme rigtig langt med sin karriere. Han er en lille, tæt og hurtig spiller, og hvis han kommer i nærheden af feltet, har han så skarpe driblinger, at han kan gå begge veje.«
»Han har et godt spark, og han lavede et signaturmål mod Østrig, hvor han lå i venstre side og kom lidt skævt ind i feltet og lavede en finte, før han satte bolden i det lange hjørne. Han er ekstremt svær at håndtere, hvis han bliver retvendt inde i feltet,« siger Kasper Hjulmand.
Munas Dabbur spiller til daglig for Hoffenheim og beskrives som en komplet angriber.
»Han er ikke så iøjnefaldende, men han ligger og hviler i centrum. Han er en rigtig angriber,« siger Kasper Hjulmand.
Sammen med holdkammeraterne var trioen med til at sætte Danmark under pres, da holdene mødtes i marts.
Danmark vandt godt nok udekampen med 2-0, men i slutningen af første halvleg og begyndelsen af anden halvleg havde Israel en lang periode, hvor Danmarks banehalvdel var under belejring.
»Jeg synes, at Israel var rigtig gode dernede. Vi var på hælene i en periode på 20-25 minutter midtvejs i kampen. Kasper Schmeichel havde ikke nogen redninger, men vi måtte kæmpe os helt ud i vores forsvarsspil,« siger Kasper Hjulmand.
Rutinerede Pierre-Emile Højbjerg og Yussuf Poulsen mener, at Israel er det hold, der har sat danskerne mest under pres i kvalifikationen, om end lørdagens sejrsmål i Thorshavn lod vente længe på sig.
»Der er andre hold, som forsvarer bedre end Israel, men de er gode på bolden og hurtige offensivt. Vi havde svært ved at holde styr på dem dernede, og de spillede bolden klogt rundt om os,« siger Yussuf Poulsen.
Pierre-Emile Højbjerg har bemærket på videoklip, at Israel har set skræmmende gode ud i den sidste uge i de klare sejre over Færøerne og Østrig.
»Israel har momentum efter de seneste to kampe. De har scoret mange mål, og de har også scoret nogle flotte mål. De har meget fart i fødderne, og de er teknisk dygtige og meget aggressive. Det er dem, ud over os, der ser stærkest ud i gruppen,« siger Højbjerg.
/ritzau/