NFL har forlænget aftalen om at spille på Wembley Stadium, så den nu løber frem til 2020.

Europæiske fans af amerikansk fodbold og NFL får nu endnu flere muligheder for at se kampe live på stadion de næste fem år.

Således har organisationen bag NFL forlænget den oprindelige aftale med Wembley Stadium i London frem til 2020.

»Denne her nye aftale forlænger et meget succesfuldt og langtidsholdbart forhold,« siger Mike Waller, der er vicepræsident for NFLs internationale afdeling, til SkySports.

Aftalen om at afvikle NFL-kampe på Wembley stammer tilbage fra 2007, og i 2015 skal der spilles tre kampe i London.

Således bliver Jacksonville Jaguars' kamp mod Buffalo Bills den 25. oktober den 13. NFL-kamp, der bliver spillet i London.