Fredag aften er fodboldaften.
Det er sådan en aften, hvor »ranglede stadionprojektører tænder og rækker til himlen og pludselig og kortvarigt oplyser mørket« i den del af Amerika, som man skal have et atlas for at finde, som Buzz Bissinger skriver i sin klassiker »Friday Night Lights.«
Lige så pludseligt og kortvarigt får store drenge i skulderpuder og hjelme mulighed for at lyse i mørket.
»Ingenting i verden kan sammenlignes med at løbe ned ad den bane i skæret fra fredagsprojektørerne, benene pumper, som de aldrig har pumpet … tusinder står på banderne og klapper vildt...«
Det er Amerika.
»Go-go-go«
På den første fredag i oktober var det sådan en fredag for Kenney Bui og David Young. De løb ud i stadionlyset på deres respektive gymnasier i staten Washington, begge 17 år og fulde af den dødsforagtende »go-go-go!«, som 17-årige drenge har. De skulle vise tilskuerne, skulle de – og de havde hver sit at vise dem.
David Young var allerede en superstar, som lokalavisen The Chronicle skrev. Han spillede for Adna High School på fjerde år, han var en linebacker, en forsvarsspiller, en bred og muskuløs fyr, som igen og igen i artiklen omtales som tough, og som for to år siden førte sit hold frem til semifinalen i staten.
Kenney Bui var et andet sted i sin karriere, han spillede på tredje år for Evergreen High School, en offensiv spiller, en wide receiver, som efter de fleste pejlemærker var for lille til at spille amerikansk fodbold, skrev Guardian. Han var blot 172 centimeter, han var spinkel, og hans toughness skulle måles efter en anden målestok. Han var søn af en fattig vietnamesisk immigrant, og hvad han ikke havde i højde og drøjde, havde han i hovedet og i en jernvilje til at nå noget, skrev avisen.
Fredag aften løb de to ind i projektørlyset. Den ene var en stjerne, den anden ville være det, og kampen begyndte.
Verdens rigeste
Amerikansk fodbold er unik amerikansk på samme måde som så meget andet herovre. Sporten låner lidt hist og lidt pist – og er så endt som et stykke americana.
Inspireret af rugby spillede to universitetshold i New Jersey i 1869 den første kamp, der minder om, hvad vi i dag kalder amerikansk fodbold. I 1920 opstod den professionelle liga, NFL, og i dag er amerikansk fodbold på alle måder den mest populære sport i USA. I målestok fire til én foretrækker seerne fodbold frem for baseball, ligesom 46 af de 50 mest sete sportsbegivenheder på TV sidste år var amerikansk fodbold. NFL er den rigeste sportsliga i verden med en årsomsætning på over 75 milliarder kroner, og i gymnasiet spiller dobbelt så mange drenge amerikansk fodbold som i den næstmest populære sport, basketball.
Så med den store interesse, med de mange penge og med den søgning blandt unge virker det nærmest kontrafaktuelt at konstatere, at det er en sport i modvind. Men det er det: Færre unge spiller fodbold, flere gymnasier stopper med amerikansk fodbold, og eksperter taler om »en talentkrise,« fordi de bedste sportsudøvere vælger andre sportsgrene.
Hvorfor? Fordi akkurat det samme, som gør amerikansk fodbold så populært, også gør amerikansk fodbold så upopulært. Den fulde kontakt, aggressiviteten og de bushårde tacklinger får unge og deres forældre til at sige nej tak, og det er med fodbold som med gladiatorsport i det gamle Rom: Tilskuerne vil gerne se det – faktisk er det højden af underholdning – men de vil hverken selv være gladiatorer eller indforskrive deres børn. Det er herligt at se på, men alt for farligt at være med til.
Frygtløs
Kenney Buis far har fortalt til CNN, at han var alt andet end begejstret, da sønnen sagde, at han ville spille amerikansk fodbold. Faderen havde læst, hvordan amerikanske fodboldspillere fik slået hjernerne i stykker, og Kenney havde en god hjerne. Han havde et gennemsnit på 12 i skolen, han havde så mange andre muligheder end at tumle rundt på en fodboldbane, og han var også for lille og spinkel. Så nej.
Men Kenney blev ved med at plage, fortalte faderen, Ngon Bui, og til sidst fik han lov, og det gik hårdt for sig, skriver Guardian.
På to år fik han to alvorlige skader, han rev sine ledbånd over, og i sidste måned blev han taget ud af en kamp, fordi han viste tydelige tegn på hjernerystelse. Og det var blot de åbenlyse skader. Sag efter sag viser, at fodboldspillere får langt flere skader, end de selv og andre antager. Da en kendt fodboldspiller begik selvmord i 2012, optalte en af hans medspillere, at afdøde formentlig i sin karriere havde haft over 1.000 hjernerystelser – uden at misse en kamp. Han ville altid ud og kæmpe for holdet.
David Young begyndte at spille amerikansk fodbold, så snart han kom i gymnasiet, og det er uvist, hvad hans familie mente om det. Men at dømme efter reportagerne i lokalavisen var Young en født fodboldspiller, et brød, en kæmper, en jock, og i det lille lokalsamfund var der ikke mange andre muligheder end amerikansk fodbold. Så fodbold var det – og hårdt gik det også for sig, og sidste år brækkede Young sin ankel og missede halvdelen af fodboldsæsonen.
Men han var klar igen, Kenney Bui var også klar igen, og fredag aften – 2. oktober – tacklede de igennem igen.
Døde børn
Hvor farligt er amerikansk fodbold? I enhver statistik over sportsskader i gymnasier topper fodbold. Ifølge en opgørelse i New York Post får halvdelen af alle fodboldspillere i gymnasiet hver sæson registreret en skade. Dertil kommer de ukendte skader, og over en fjerdedel af dem er hjerneskader.
»Det er mindst 100.000 unge hjerner, som får skader,« skriver avisen.
Målt siden 1990 er 12,2 fodboldspillere døde hvert år, og 95 procent af dødsfaldene er blandt unge under 18 år, skriver The American Journal of Sports Medicine. Gymnasiespillere bliver ramt så enestående hårdt, fordi de ifølge eksperter er kropsligt stærke nok til at give og modtage hårde tacklinger, men deres hjerner er ikke så udviklede som resten af kroppen, og når hjernerystelse føjer sig til hjernerystelse, går det galt.
Den endnu uudviklede hjerne forklarer også den ubetænksomme dødsforagt, som kendetegner teenagedrenge, og det er en farlig kombination med amerikansk fodbold. De kaster sig ind i dumdristige tacklinger uden at tænke over, hvad de gør og med hovedet først. Der har i år været syv dødsfald blandt gymnasiedrenge, og en gennemgående karakteristik af de afdøde har været ord som »frygtløs« og »kompetitiv«.
Bølgen af dødsfald – og sportsverdenens laissez faire – fik til sidst en kendt sportskommentator til at skrive et j’accuse. Charles Pierce skrev hos det ansete netmedie Grantland:
»Der er to sportsgrene blandt alle sportsgrene, hvor mennesker med jævne mellemrum bliver dræbt – ikke ved en ulykke, men som en del af sportens essentielle identitet og tiltrækningskraft. En af dem er motorsport. Den anden er amerikansk fodbold. Blandt de to er der kun én, hvor børn med jævne mellemrum bliver slået ihjel. Og det er ikke motorsport.«
Stue om stue
At kalde en amerikansk fodboldkamp for brutal, er som at kalde regnvejr for vådt. Det er en del af, hvad der gør fodbold til fodbold. Men den fredag var der tale om en ekstraordinært brutal kamp ved Evergreen Gymnasium. I sidste halvdel af kampen havde hjemmeholdet allerede fået båret to drenge ud med benskader, og syv minutter før tid vaklede Kenney Bui ud til sidelinjen. Han følte sig » omtumlet,« sagde han ifølge Seattle Times.
Trænerne begyndte at udspørge ham for at finde ud af, om han havde en hjernerystelse – han svarede ikke. I stedet faldt han om. En ambulance blev tilkaldt, og han blev kørt til Harborview Medical Center i Seattle.
David Young kom heller ikke uskadt gennem sin kamp samme nat. Hans mor har fortalt til The Chronicle, at hun så ham løbe til sidelinjen og tage sin hjelm af. Hun løb ned til sidelinjen.
»Han holdt om sit hoved, og han sagde til mig: »Jeg kan ikke holde mit hoved oppe«. Han forklarede, hvad der var sket på banen: »Jeg gik ind i en hård tackling, vi fik kontakt og så gik jeg ned … jeg troede bare, at jeg havde fået et slag i skuldrene, og at det skulle løbes væk«.«
David Young blev indlagt på det lokale sygehus og senere på natten overført til Harborview Medical Center i Seattle.
Da fredag blev til lørdag morgen, lå de to unge mænd side om side i hver sin stue på samme sygehus, og uden for hver stue stod de grædende pårørende, som en reporter fra NBC noterede. Læger og sygeplejersker kom og gik, og udviklingen kunne aflæses i ansigterne.
Den ene dreng klarede den ikke, mens den anden kun lige akkurat klarede den. Kenney Buis liv stod ikke til at redde. Den lave 12-tals elev havde fået slået hjernen i stykker, han var blevet udsat for blunt force trauma, som obducenten senere skrev, og lægerne vurderede, at han gennem sin karriere havde fået én hjernerystelse for mange, de fleste af dem udiagnosticerede.
David Young overlevede, men ikke uden mén.
»Under tacklingen blev han ramt så hårdt, at det slog et stykke af hans ryghvirvel, og han fik punkteret en arterie i halsen. Arterien er væk nu,« sagde hans mor til lokalavisen. Youngs C1- og C2-ryghvirvel er brækket, og han skal i de næste seks måneder gå med et stativ til at holde hovedet oppe og strække ryghvirvlen. Først derefter kan lægerne sige, om han får varige mén.
Andre gymnasier har taget konsekvensen. New York Times rapporterede i sidste uge om et skoledistrikt i Missouri – i hjertet af amerikansk fodboldland – og distriktet indstillede sit fodboldprogram. Både fordi distriktet ikke længere kunne stå inde for sikkerheden, og fordi elever og forældre styrede mod andre sportsgrene – for eksempel almindelig fodbold, der kun har en brøkdel af de skader, som amerikansk fodbold har.
I de seneste år har amerikansk fodbold i gymnasierne for første gang nogensinde oplevet en tilbagegang – fra 1,1 mio. spillere i 2010 til 25.000 færre nu – og tendensen er tiltagende og handler ikke kun om kvantiteten af spillere, men også kvaliteten. Jo ringere et spillermateriale, desto flere skader og værre skader.
Men dødsfald eller ej – Kenney Buis skoledistrikt lukker ikke for fodbold.
»Der er noget ved fodbold, som samler en skole og et lokalsamfund, som ingen anden sport kan,« siger distriktets sportschef, Terri McMahan, til Guardian:
»Fodbold giver os en identitet.«
Og Kenney Bui døde ikke forgæves, hævder hun.
»Vi har fået en vidunderlig ung mand revet væk fra os, men hans ånd lever videre og inspirerer hele distriktet. Hvilken arv kan vi ikke bygge på en person som Kenney?«
For kritikere lyder den slags ord med et ekko af det makabre og vækker mindelser om, hvad der kunne være et citat fra »Hunger Games,« og som Charles Pierce skriver hos Grantland:
»Det virker som det øjeblik, hvor vores amerikanske nationalsport stirrer ned i afgrunden, og afgrunden stirrer tilbage. Vi er vidne til et fænomen, som gør nogle mennesker enormt rige, og som giver nogle mennesker en enorm stedfortrædende glæde – og som til syvende og sidst også slår nogle af vores børn ihjel.«
Måske er det på tide at finde »inspiration« i andet end døde drenge – og måske er det på tide at bygge en amerikansk »arv« på noget bedre?