Mørkøv efter ny Cavendish-sejr: Jeg tror han når Merckx

Michael Mørkøv tror på, at Mark Cavendish kan vinde endnu flere etaper i årets Tour de France.

Mark Cavendish fik en stor krammer af sine holdkammerater efter sejren på Tour de Frances 6. etape torsdag. David Stockman/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mark Cavendish var ikke spået en hovedrolle i årets Tour de France, men efter seks dage har briten vundet to etaper og er i besiddelse af den grønne pointtrøje.

Torsdag tog han etapesejr nummer to i årets udgave af verdens største cykelløb, hvor han kun er med, fordi Quick-Steps sprinterstjerne, Sam Bennett, sidder ude med en skade.

Danske Michael Mørkøv er Cavendishs vigtigste hjælper i spurterne, og han er imponeret af sin britiske holdkammerat, der sidste år troede, at han var færdig som cykelrytter.

»Han beviste, at det ikke var et lucky punch den anden dag. Han har virkelig fundet sit gamle niveau og har nu vundet to ud af de to massespurter, han har deltaget i. Det må siges at være yderst tilfredsstillende,« siger Mørkøv.

Og med Cavendish' genfundne topfart er Mørkøv optimistisk i forhold til, at briten får de to sejre mere, der vil sende ham op på 34 toursejre og tangere Eddy Merckx legendariske rekord i løbet.

»Det kan i hvert fald ikke udelukkes. Nu har han jo taget to ud af de fire, han manglede. Der bør være fem chancer endnu i det her løb, så det kan ikke afskrives,« siger Mørkøv.

Spørgsmål: Hvad er din forudsigelse?

»Det er, at han tangerer rekorden.«

Michael Mørkøv skulle egentlig have afleveret Mark Cavendish som den sidste mand i finalen, men briten så muligheden for at finde et andet hjul.

Han satte sig i slipstrømmen af Jasper Philipsen (Alpecin-Fenix), som han til sidst distancerede.

»Cavendish viste bare klassen og erfaringen. Han vidste, at han skulle surfe ind bag dem, der kom bagfra, og det gjorde han perfekt,« forklarer Mørkøv.

Fredag venter en kuperet etape på næsten 250 kilometer, inden weekenden byder på to store bjergetaper, hvor Cavendish kommer til at sidde i den tunge ende af feltet.

Næste flade etape med god mulighed for en massespurt bliver på 10. etape til Valence, der ligger lige efter løbets første hviledag på mandag.

/ritzau/