EM 84, EM 92, EM 2020 – det danske kollektiv sprudler ofte uden den bedste spiller

Europæiske analytikere bruger ord som solidaritet og kollektivets triumf, når de taler om det danske landshold under EM, og tidligere træner Troels Bech kalder fællesskabet og sammenholdet Danmarks største stjerne. I jagten på svar på, hvorfor Danmark ofte klarer sig godt ved slutrunder uden de største stjerner, finder Berlingske i stedet en fortælling om tillid.

Det danske landshold er blevet den store historie om sammenhold og fællesskab. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Måske er det danske herrelandshold i fodbold, altså landsholdet, bare bedst, når der ikke er en enkelt, der skiller sig ud, men ansvaret i stedet hviler på alles skuldre. Ved EM i 1984 mistede vi Allan Simonsen i den første kamp og var et straffespark fra finalen, i 1992 drog vi til EM i Sverige uden Michael Laudrup og vandt det hele, og i 2021 har holdet spillet fantastisk uden landets bedste spiller.

Mens Platini og Zidane førte Frankrig til EM- og VM-titler, og Maradona besejrede hele verden med Argentina, så røg Danmark helt til tops i 1992 med en stamme fra fingerplanens socialdemokratiske Brøndby, og begejstrer her i 2021 overalt med et sjældent set sammenhold oven på den store fælles forskrækkelse.