Det er ikke let at afgøre, hvorfor et lands befolkning – eller i hvert fald store dele af den – knytter sig til Tour de France. Én vigtig faktor er naturligvis sejrene fra ryttere med den rigtige nationalitet, men afgørende er bestemt også, hvordan de store triumfer er blevet videreformidlet.
For hollænderne gælder det eksempelvis, at båndet til Tour de France, og i særdeleshed Alpe d'Huez, blandt andet blev bundet af reporteren på hollandsk statsradio, Theo Koomen, fra midten af 1960erne til midten af 80erne.
Som Peter Cossins skriver i sin bog »Alpe d'Huez – Cykelsportens største bjerg«, var Koomen ikke ligefrem en journalist, som de er flest – ej heller i cykelsporten, hvor fortællelysten ellers er ganske stor, eksemplificeret ved danske Jørn Mader og Jørgen Leth. Snarere end at berette om løbets begivenheder og fakta bestod Koomens tilgang nemlig oftest i decideret at opdigte dem.
Hollænderne blev derfor år efter år beriget med Tour de France-etaper, der aldrig var kedelige. Altid var der angreb, sjældent var der passivitet, og Koomens mest ikoniske kommentatorspor fra hollandske Peter Winnens sejr på Alpe d'Huez i 1981 er da også blevet foreviget i en sang, der ikke kun er en ørehænger for hollændere.
Grænsen mellem virkelighed og fantasi kan også være svær at finde i de her dage, men sikkert er det, at der ikke behøver at blive opdigtet historier for at knytte hverken hollændere, danskere eller slovenere til årets Tour-udgave.
For godt nok lod favoritterne vente en smule på sig på Alpe d'Huez i forhold til onsdagens vilde vanvid, men intenst var det, da Tadej Pogacar med omtrent fire kilometer til mål – og igen med to kilometer igen – i vanlig aggressiv stil satte angreb ind på Jonas Vingegaard.
Hvis nogen var i tvivl om, hvorvidt Pogacar var en slagen ung mand efter gårsdagens nedbrud på Col du Granon, gav ham dem altså svar på tvivlsom tiltale – og så viste han i øvrigt højt humør ved snert før begyndelsen på Alpe d’Huezs opstigning at smile til kameraet efterfulgt af ordene: »It’s a hot day!«
Pogacar er stadig stærk, har beholdt sin vanlige legesyge og vil med garanti forsøge at udnytte enhver given – og sikkert også ugiven – lejlighed til at fravriste Vingegaard sekunder og i sidste ende den gule trøje.
Favoritten Vingegaard
Hvad selvsamme angreb imidlertid også afslørede var, at Jonas Vingegaard er mindst lige så god som Pogacar netop nu. For husker man sidste års Tour de France, så havde Vingegaard her ad flere omgange umådeligt svært ved at følge Pogacars kvikke accelerationer i bjergene.
Pogacar er manden med antrittet, når sammenligningen kommer til de to, så når Vingegaard torsdag formåede at binde sig til baghjulet på sloveneren, siger det ikke så lidt om danskerens aktuelle form.
Med andre ord bekræftede Jonas Vingegaard altså, at han er Tourens favorit til at iklæde sig den gule trøje i Paris – målt på aktuel styrke og naturligvis på grund af det forspring, han sikrede sig i går i klassementet og bevarede torsdag. To minutter og 22 sekunder fører Vingegaard med til Pogacar på andenpladsen.
Dertil kommer igen igen, at hans hold synes utrætteligt, uanset om det kommer til store Nathan Van Hooyonck, Wout van Aert eller torsdag i særdeleshed den klejne klatrer Seppe Kuss, der på Alpe d'Huez for alvor meldte sig ind i kampen for Vingegaard.
Dem vil grimpeur’en fra Glyngøre nyde godt af, når Pogacar i Pyrenæerne igen vil gå i offensiven – hvis det da ikke allerede sker på lørdagens etape, hvor målet tårner op på flyvepladsen i Mende.
Froomes genkomst
En kende bemærkelsesværdigt var det selvfølgelig, at Jumbo-Visma ikke fandt synderlig interesse i at erobre sejren på Alpe d'Huez, men måske det er sundt nok, hvis holdet har ladet en smule af grådigheden ligge på Col du Granons top i onsdags. For når man står med den gule trøje i hånden, må man unægtelig passe lidt mere på sine kræfter.
Og så var dén beslutning heller ikke værst, hvis man for en kort stund betragter løbet med romantiske briller.
For skønt var det at se krumryggede Chris Froome køre sig til en fornem tredjeplads og dermed sætte sit aftryk på løbet. Spænding på toppen blev der godt nok aldrig helt, men mindre kunne også gøre det for den firedobbelte Tour-vinder.
For hvis Tour de France er et omrejsende cirkus, så er Alpe d'Huez det sted i Frankrig, hvor man sætter størst pris på dets artister – og det gjaldt bestemt også den ellers så ofte udskældte Froome i dag på Alpe d'Huez, der fik sig en flot – og måske – sidste dans.
Dansk udbrud
Ligesom der altså er rigeligt med intensitet tilbage i kampløbet mod podiet i Paris, når det kommer til klassementet, så vil fredagens etape også byde på spænding, selvom den unægtelig vil tage en anden form, end tilfældet har været de seneste dage i Alperne.
Når feltet bevæger sig vest for Alpe d'Huez og mod det savtakkede centralmassiv, vil Vingegaard, Pogacar og de øvrige i toppen af klassementet nemlig tage sig en velfortjent iltmættet indånding og med al sandsynlighed overlade initiativet til ryttere med udbrudslysten i behold.
Dermed dog ikke sagt, at de 192,6 kilometer bliver en let overkommelig affære.
Efter de foregående dages strabadser vil de fleste nemlig være mere end mærkede, og dertil kommer, at Massif Central er notorisk kendt for opskruede temperaturer, kuperet terræn og et svært fremmekommeligt underlag. Asfalten gør simpelthen mere modstand her end i noget nær alle andre områder af Frankrig. Og hvis der er noget, man ikke har brug for efter to dages slåskamp mod Alperne, så er det unødig friktion.
Derfor vil det også være stærke folk, der evner at søge udbruddet fredag – men her er heldet, at flere af de danske ryttere befinder sig i den kategori.
Terrænet egner sig eksempelvis godt til feltets udbryderkonge og vinder af 10. etape, Magnus Cort, der dog før torsdagens etape gav meldinger om trætte ben. Måske han af den grund vil vente til søndagens udflugt mod Carcassonne, hvor han hentede sin første Tour-sejr i 2018.
Et bedre bud på en dansk rytter med virketrang kan derfor være Andreas Kron, som i Touren allerede har vist prøver på både sit vid og afsluttende bid. Nu begynder etapeprofilerne tilmed også at passe Kron bedre, så en triumf i hede Saint-Étienne behøver ingenlunde at være et fatamorgana.
Nu skal det nævnes, at Wout van Aert meget vel kan være ude efter endnu en sejr, og så er reglen som bekendt efterhånden, at han og Jumbo-Visma får den.
Spændingsopbyggende spekulationer er der altså endnu engang nok muligheder for at gøre sig.
Men i årets Tour de France er der heldigvis ikke for alvor brug for den slags. Jonas Vingegaard og co. fortæller nemlig deres helt egen historie.
Jeppe Højberg Sørensen er freelancejournalist og cykelkommentator og dækker årets Tour de France for Berlingske
