Med blot 4,5 kilometer fra mål satte danske Jonas Vingegaard fra Thy et afgørende angreb ind på storkonkurrenten, Tadej Pogacar, på onsdagens 11. etape af Tour de France.
På de sidste kilometer lå han alene i spidsen af løbet og havde med en kraftpræstation ikke alene kurs mod sejren, men også den gule førertrøje.
Det gik ikke ubemærket hen blandt de mange glade tilskuere, der fulgte Vingegaard tæt. Lidt for tæt.
I en video, som Tour de France efterfølgende har delt på Twitter, kan man se en mand i bar overkrop løbe op ad bjerget ved siden af danskeren, mens tilskueren har et romerlys i hånden.
Kort efter kommer endnu en tilskuer løbende med et belgisk flag.
Kigger man efter i videoklippet, kan man se, at pinden fra flaget er faretruende tæt på ryge ind i Jonas Vingegaards baghjul. Danskeren vifter ud efter tilskueren i forsøg på at få ham til at holde afstand.
Episoden har fået arrangørerne bag Tour de France til at dele en opsang, startende med en rasende emoji:
»For alles sikkerhed er her et par ting, du ikke bør gøre langs vejkanten,« skriver Tour de France til videoklippet.
Du kan se episoden i tweetet herunder:
Kvinde ramte hele feltet med papskilt
Det er desværre ikke første gang, at de glade tilskuere i vejkanten kommer i karambolage med rytterne på asfalten.
Under sidste års Tour de France ville en kvinde i en gul regnjakke sende en sød hilsen til sine bedsteforældre.
Så hun fandt et stort papskilt, hvorpå der stod »Allez Opi-Omi!« og vendte sig smilende mod kameramanden, der kørte forbi på sin motorcykel. Og så gik det helt, helt galt.
Bag hende kom nemlig hele Tour de France-feltet ræsende med 46 kilometer i timen til mål på årets første etape, og den tyske rytter Tony Martin kunne intet gøre for at undvige det store papskilt.
Cyklen slingrede, Martin faldt, og det samme gjorde bunker af andre cykelryttere bag ham.
Den meget udskældte tilskuer er siden blev identificeret og idømt en bøde svarende til knap 9.000 danske kroner.
Du kan se videoen af sidste års optrin herunder:
Så galt gik det heldigvis ikke for Jonas Vingegaard, der – som bekendt – endte med at tage både sejr og den gule trøje på den 11. etape af Tour de France.
I dag skal han forsvare favoritværdigheden, når han sammen med løbets andre cykelryttere klatrer op ad det måske mest ikoniske bjerg i Tourens historien, Alpe d'Huez.