FCM udlejer midtbanespiller til finsk mester

FCM-spilleren Kaan Kairinen var i efteråret udlejet til FC Inter Turku. Nu udlejes han til HJK Helsinki.

Kaan Kairinen kom til FC Midtjylland i 2016 og har endnu ikke fået sit gennembrud i klubben. Den 19-årige finne bliver i 2019 udlejet til HJK Helsinki. Henning Bagger / arkiv/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

FC Midtjylland udlejer den finske midtbanespiller Kaan Kairinen til det finske mesterhold HJK Helsinki i 2019.

Kairinen var i forvejen udlejet til FC Inter Turku i hjemlandet i dette efterår.

Sportschef Svend Graversen forventer, at den 19-årige midtbanespiller vil bygge på sin udvikling i større rammer i Helsinki.

»Det er selvfølgelig optimalt, at han kommer til en stor klub, som er vant til at spille europæisk,« siger Svend Graversen i en pressemeddelelse.

Sportschefen mener også, det er vigtigt, at den finske ungdomslandsholdsspiller får et langt og sammenhængende forløb.

»For at skabe de bedst mulige betingelser for Kaan er det vigtigt, at han nu får en hel sæson inklusive den vigtige opstartstræning,« siger Graversen.

Kaan Kairinen har spillet fem kampe for FCM.

/ritzau/