I Tour de France kan alt vende med et vingeslag.
Det erfarede Jakob Fuglsang endnu engang på egen elegante krop, da han på søndagens hede ridt mod Carcassonne brækkede et ribben og lod sig udgå af løbet hviledagen derpå. Igennem hele karrieren er Fuglsang ikke styrtet mere end de fleste andre ryttere, men Tourens væsen kan vist efterhånden siges at tage form som en ulykkesfugl for den danske veteran.
Helt så galt gik det heldigvis ikke for Jonas Vingegaard på søndagens etape. Trods et styrt og en førstegradsforbrænding forårsaget af mødet med den skoldende asfalt, lignede han ikke en synderlig slagen mand, da han krydsede stregen. Dertil kommer naturligvis, at han fortsat fører løbet med en afstand på to minutter og 22 sekunder ned til Tadej Pogacar på andenpladsen.
Værre forløb søndagen dog for Vingegaards hold, Jumbo-Visma, der måtte sige farvel til Primoz Roglic og Steven Kruijswijk. Førstnævnte havde ikke mere at give af efter sit styrt på femte etape og de efterfølgende anstrengelser, lød meldingen til Sporza fra Jumbo-Vismas ledende sportsdirektør, Merijn Zeeman. Sidstnævnte? Han brækkede kravebenet og trillede ind i en ambulance, imens feltet stormede videre mod Sydfrankrig.
Eneren kontra kollektivet
Hvor der ikke kunne gøres mange indsigelser imod Kruijswijks afsked, blev Roglics ditto taget anderledes imod.
Med vanligt verbalt bid lod Pogacar-hjælperen Mikkel Bjerg sig forstå, at Jumbo-Visma nok troede, at den gule trøje allerede var lynet for sidste gang. Ligesom han rettede en kras kritik mod Roglic, som han ikke anså for synderligt selvopofrende.
Nogenlunde samstemmigt lød det på hviledagen fra The Guardian-skribent og tidligere rytter Philippa York. Hun brugte Michael Mørkøvs ensomme kamp mod tidsgrænsen søndag som et eksempel på en rytter, der ofrer alt for løbet og sit hold, hvilket altså ikke ligefrem var en kategori, hun mente, at Roglic tilhørte.
At iagttagere forsøger at finde sprækker i det hollandske holds kollektive ånd er der ikke noget nyt i. Under hele Touren har diskussionen – med rette – gået på, hvorvidt Jumbo-Vismas stræben efter etapesejre og grøn trikot til Wout van Aert, er forenelig med de gule ambitioner.
Hvor van Aert hidtil har svaret igen med stærke ben til Jumbo-Vismas og Vingegaards fordel, når nøden har været størst, er det nu sikkert, at holdet er stækket.
Når Tourens tredje uge i dag skydes i gang, må den derfor udstyres med en anden fortælling end den, der har været knyttet til de to forrige.
Som spået op til årets Grand Départ i København, har klassementskampen i grove træk hidtil været udgjort af Jumbo-Vismas kollektiv over for eneren, Pogacar.
Sådan var det på femte etapes brosten, hvor især van Aert reddede Vingegaards gule forhåbninger. Og sådan var det bestemt også på 11. etape, der vil gå over i historien som en af den moderne Tour-histories mest underholdende på grund af Jumbo-Vismas samlede initiativ og Vingegaards evne til både at bidrage til og afslutte løjerne.
Med Kruijswijk og Roglic ude må magtbalancen mellem Jumbo-Visma og Pogacars UAE Team Emirates dog nu siges at tippe i UAE’s favør. For nok er Jumbo stadig stærkere på fladbanen end konkurrenterne, men det får holdet næppe megen gevinst ud af i de kommende dage i Pyrenæerne.
Her venter tre etaper, hvor bjergene klumper sig sammen mod slutningen, og hvor dalstykker imellem dem næsten ikke er til at få øje på. Altså har vi mere eller mindre tre ligefremme bjergdyster i vente, hvor Jumbo-Vismas opfindsomhed fra de foregående uger ikke vil eller kan komme til sin ret på samme vis.
Ovenpå to ugers vildt væddeløb med blandt andre Jumbo-Visma i rollen som animator, vil vi måske derfor nu blive vidner til en anelse mere konventionel og kontrolleret fremfærd i feltet. Men også kun en anelse.
Pogacars angrebslyst
Sikkert er det, at Pogacar hverken vil spendere de næste tre dage på at sidde i hjulene på hverken egne eller Vingegaards nu forsvarende mænd.
Han vil tværtimod udnytte enhver mulighed for at angribe, og heldet for ham er, at de uortodokse stigninger i Pyrenæerne passer ham glimrende – også bedre end de himmelhøje, langstrakte alpestigninger.
Allerede tirsdag venter to bjerge af første kategori, hvor det sidste dog nærmest må tælle for to. Mod slutningen af den 9,3 kilometer lange Mur de Péguére er der stykker på både 16 og 18 procent, hvorefter en nedkørsel skal angribes før målstregen i Foix.
Onsdag byder på hele fire kategoriserede stigninger på noget nær etapens sidste halvdel, før Peyragudes danner rammen om afslutningen. Og torsdag er det så treenigheden af Col d’Aubisque, Col de Spandelles og Hautacam, der udgør scenen for løbets sidste bjergetape.
Hvornår Pogacar vil sætte sine angreb ind, kan ingen vist forudsige. Sikkert heller ikke Pogacar selv, der altid synes parat til at ændre slagplan, hvis han da overhovedet har en.
Dette bliver langt hen ad Pyrenæernes snørklede veje også pointen i de kommende dage.
Vingegaard må konstant være årvågen, parat til at følge Pogacar og desuden sætte sin lid til van Aert og især den klejne, excentriske klatrer, Sepp Kuss. Alligevel er det mest forudsigelige scenario dog nok, at de kommende tre dage vil byde på en fortælling om to ryttere, Pogacar og Vingegaard, der er alle andre overlegne.
Hvem der så trækker sig bedst ud af Pyrenæerne, vil vi få svar på før eller senere – hvis det bliver senere, så har Hautacam før bidraget til at udpege en kommende vinder af Touren.
Bedst kendt i Danmark er naturligvis Bjarne Riis' overlegne triumf i 1996, men da bjerget blev besteget for første gang af et Tour-felt i 1994, blev en vinder nærmest også udkåret her – dengang vel at mærke på løbets første bjergetape.
Efter at have vundet den foregående enkeltstart i suveræn stil, viste Miguel Indurain uvant offensivt mod på 11. etape af 94-udgaven og satte især forhåndsfavoritten, Tony Rominger, til vægs på Hautacam.
En lignende offensiv behøver Vingegaard ingenlunde at sætte i værk på hverken Hautacam eller de øvrige stigninger i Pyrenæerne. Underholdningen har han og Jumbo-Visma allerede stået for, og skal man vinde Touren, har det sjældent skadet at kunne forsvare sig.
Jeppe Højberg Sørensen er freelancejournalist og cykelkommentator og dækker årets Tour de France for Berlingske.
