I Tour de France kan hviledagene ikke siges at være synderligt hellige.
Det skyldes dels, at de fleste ryttere også her tager sig en tur på kulfiberhesten for at holde benene i gang. Men måske det mestendels skyldes, at hviledagene ofte benyttes af pressen til at stille alle de ukristeligt kritiske spørgsmål, som løbets normale rytme ikke for alvor efterlader tid, plads eller lyst til.
Tourhistoriens hviledage har nemlig traditionelt været afholdt i dopingens skygge. Mange husker nok pressemøderne på hviledagene i 2007-udgaven, hvor løbets førende rytter, danske Michael Rasmussen, ihærdigt forsøgte at bedyre sin uskyld trods tiltagende anklager om det modsatte.
Siden har Chris Froome også måttet kæmpe sig igennem journalisternes salver af dopingspørgsmål, og i fjor slap Tadej Pogacar heller ikke på det digitale pressemøde i Tignes – i øvrigt samme sted som Rasmussen forsvarede sig 14 år forinden.
Adspurgt hvad han ville gøre for at overbevise dem, der tvivlede på hans renhed, svarede Pogacar:
»Jeg synes, vi har mange test, der modbeviser dem. I går, for eksempel, havde jeg tre dopingkontroller på én dag – to før etapen og en efter. Dét synes jeg giver nok vægt til at modbevise dem.«
Mellemøstligt udbrud
Om Jonas Vingegaard og Pogacar i dag skal igennem samme rutine i Carcassonne er endnu uvist.
Derimod synes det ganske givet, at et andet ømtåleligt tema – særligt for Pogacar – næppe vil blive bragt til torvs i det sydfranske.
For selvom cykelsporten i disse år i stigende grad befærdes af mellemøstlige interesser og likvider, så er det ikke meget fokus, sportens nye politiske magthavere stjæler fra spektaklet på landevejen – en kendsgerning, der står i skærende kontrast til de seneste års tiltagende kritiske røster over for særligt Qatar i fodboldens verden.
Der er ellers rigeligt med gode grunde til, at cykelsportens aktører og journalister også bør hæve stemmen og rette den mod det mellemøstlige indtog.
Som bekendt optræder Pogacar på mandskabet UAE Team Emirates, der entrerede cykelsporten i 2017 og siden har gjort sig bemærket med et utal af sejre, heriblandt slovenerens dobbelte triumf i Tour de France.
Bemærkelsesværdigt er det imidlertid også, at holdet i sin kommunikation har været tydelig omkring sin politiske dagsorden. Eksempelvis skriver man på egen hjemmeside, at »holdet har som mål at repræsentere end hel nation, De Forende Arabiske Emirater, og at promovere en sund livsstil forbundet med brugen af cyklen«.
Ligesom holdets italienske manager, Giuseppe Saronni, ved lanceringen i 2017 gav udtryk for at være stolt over at have en nations navn på brystet.
Den slags national promovering er sådan set ikke helt ny i cykelsporten, der har huset det kasakhiske pr-foretagende, Astana, igennem 15 år nu. Men med UAE Team Emirates er politiseringen afgjort skiftet til den store klinge.
Forbindelserne mellem holdet og det politiske styre i De Forenede Arabiske Emirater er nemlig ingenlunde slørede. På holdets hjemmeside står UAE (hvilket må forstås som landet) angivet som hovedsponsor, ligesom Emirates – flyselskabet, der har tydelige forbindelser til den regerende familie i Dubai, som er en del af UAE – gør det.
Og så indskriver investeringen i cykelsporten sig desuden i den politiske strategi, som UAE har fulgt i en længere årrække, bedst illustreret ved købet af Manchester City i 2008. Man ynder at brede sig ud over en række sportsgrene, for dermed at vise flaget i kulturelle sammenhænge, der ikke rimer på olie og gas.
Altså de naturressourcer som landets velstand er bygget på, men som på et tidspunkt vil være opbrugt eller ringe efterspurgt, hvorfor man nu ønsker at diversificere sin økonomi.
Og som kritikere som Amnesty International inden for særligt fodbolden også har anført, når fokus har været på Qatars kommende værtskab for VM: Landet ved den Persiske Golf ønsker at sikre sig blød, politiske magt og at vaske sit image rent via sporten.
Og en rengøring, der er brug for – også for UAEs vedkommende. Ifølge Freedom Houses opgørelser over befolkningers politiske og civile rettigheder, står det på dette område endnu værre til i De Forenede Arabiske Emirater end i Qatar. Den amerikanske tænketank tildeler nemlig sidstnævnte en score på 25 ud af 100 i sit indeks, hvorimod UAE må nøjes med 17.
For begge lande gælder det, at Freedom House kategoriserer dem som »Ikke frie«.
Samme sang
Men selvom sangen om det mellemøstlige engagement i cykelsporten på mange måder følger samme takter som i fodbolden, har kritikken altså været noget mindre højlydt her.
Det gælder for Mikkel Bjergs UAE, men også for det australske hold Team BikeExchange-Jayco, der sidste sommer fik en Saudiarabisk sponsor i form af AlUla – en art forhistorisk turistby, hvis ledelse bestyres af den saudiarabiske kronprins, Mohammed bin Salman.
For godt nok berettede The Guardian dengang i kritiske vendinger om den nye pengestrøm, men siden har det været svært at finde kritisk stof – også i de store danske medier.
En kende mere lydt gik det for sig, da rygterne om et kommende hold finansieret af Bahrain (i dag Bahrain-Victories) begyndte at svirre i 2016. Initiativtageren var nemlig Bahrains prins, Nasser bin Hamad al-Khalifa, der mistænkes for personligt at have deltaget i tortur af oprørere under protester knyttet til Det Arabiske Forår i 2011 – og ham mente en række menneskerettighedsorganisationer altså ikke havde noget at gøre i cykelsporten.
De indvendinger lyttede UCI dog ikke til, hvorfor Bahrain Victories nu på sjette år er at finde på sportens øverste niveau, UCI World Tour, hvor man særligt sidste år hentede store sejre, blandt andet i Paris Roubaix og Tour de France.
Økonomisk doping
Ét er imidlertid, hvad man måtte mene om det moralsk angribelige ved, at stater kan indtage både trøjer og holdnavne til gavn for deres politiske interesser.
Noget andet er, hvilke sportslige konsekvenser den mellemøstlige indflydelse kan få. Ligesom i fodbolden, hvor UAE-ejede Manchester City er blevet engelske mestre i fire ud af de fem foregående sæsoner, kan indtoget nemlig meget vel skævvride konkurrencen i cykelsporten.
Kendetegnende for De forende Arabiske Emiraters sportslige strategi er, at man går nogenlunde gelinde frem og ikke mindst allierer sig med folk med stort kendskab til sporten. Da UAE overtog licensen fra det traditionsrige Lampre-hold i 2017, smed man derfor heller ikke ledelsen på porten.
Man beholdte derimod den tidligere storrytter Giuseppe Saronni (nu rådgiver) i ledelsen, akkurat som man stablede holdet på benene via hjælp fra den tidligere vinder af Liége-Bastogne-Liége, schweiziske Mauro Gianetti, der i dag leder foretagendet.
Og så er der ikke mindst det med de bundløse lommer. For hvor hold uden tilknytning til stater må nøjes med at handle inden for de normale økonomiske kalkulers rammer, så er UAE Team Emirates og co. ikke begrænset af den slags.
For UAEs vedkommende har det endnu ikke ført til, at man har oversprintet konkurrenter INEOS Grenadiers og Jumbo-Visma målt på budget, men kender vi deres strategi ret, så skal det nok komme.
Og så er spørgsmålet, om vi til den tid får en lige så spændende Tour at se, som tilfældet er i år?
