De 27 medlemslande i EU er blevet enige om at indlede optagelsesforhandlinger med Albanien og Nordmakedonien.

»Vi har taget endnu et vigtigt skridt i retning af at bringe det vestlige Balkan tættere på EU,« skriver Tjekkiets premierminister, Petr Fiala, på Twitter.

Tjekkiet har formandskabet i EU i dette halvår.

På Vestbalkan har Nordmakedonien, Montenegro, Albanien og Serbien allerede opnået status af EU-kandidatlande.

Bosnien arbejder desuden på at gennemføre de nødvendige reformer, så man kan slutte sig til selskabet.

Søndag blev der med en ny aftale åbnet for, at EU kan indlede samtaler med Nordmakedonien om medlemskab.

Det skete, da Nordmakedonien underskrev en aftale med nabolandet Bulgarien, der bilægger en strid om historiske og sproglige spørgsmål.

Aftalen indebærer, at Nordmakedonien ændrer sin grundlov for at anerkende det bulgarske mindretal i landet, beskytte mindretals rettigheder og forbyde hadsk tale.

Aftalen åbner også for, at Albanien kan indlede forhandlinger med EU om medlemskab.

EU-landene blev i 2020 enige om at indlede optagelsesforhandlinger med Albanien, men de er siden gået i stå.

»Jeg vil være beæret over at mødes med lederne af begge lande i Bruxelles i morgen for at drøfte de næste skridt på deres vej mod EU,« skriver Petr Fiala på Twitter.

Fra dansk side udtrykker udenrigsminister Jeppe Kofod (S) opbakning til Nordmakedonien. Han talte med landets udenrigsminister, Bujar Osmani, om emnet tidligere mandag.

»Det er positivt, at vi fortsætter ad EU-vejen med Nordmakedonien. I morgen begynder optagelsesforhandlinger. Danmark vil støtte Nordmakedonien på dets vej mod EU-medlemskab,« skriver Jeppe Kofod.

/ritzau/AFP

Få det politiske overblik – hver dag

Nyhedsbrevet »Politisk morgenpost« er dit daglige skud af politiske opdateringer, analyser fra de fremmeste profiler og spændstige #dkpol-debatter.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske hver dag sender mig det fulde politiske overblik med dagens vigtigste historier analyser og debatter i dansk politik. I periode med folketingsvalg, kan der komme flere daglige opdateringer med de seneste opdateringer om dette. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.