Dømt badmintonspiller om dom: Den er komplet latterlig

Joachim Persson fortæller, at han har lyst til at eksplodere indeni efter dom for brud på matchfixing-regler.

Den tidligere badmintonspiller Joachim Persson kalder dommen på 18 måneders karantæne for latterlig.

Torsdag idømte Det Internationale Badmintonforbund, BWF, danskeren en karantænedom for brud på matchfixing-reglerne.

Persson har ifølge dommen fra BWF forsømt at indberette, at han i to tilfælde er blevet kontaktet af personer, der ønskede at fixe kampe.

»Jeg har lyst til at eksplodere indeni, men jeg vidste jo godt, det ville komme, så jeg har forberedt mig i to år. Men det er da ikke sjovt, og jeg synes, det er komplet latterligt,« siger Joachim Persson til DR.

Den 35-årige tidligere topspiller hævder, at han afslog henvendelserne, og BWF har desuden ikke fundet beviser for, at der reelt er blevet manipuleret med kampe.

/ritzau/