Danmark åbner Davis Cup-dyst med nederlag

Christian Sigsgaard pressede Marokkos bedste spiller, men tabte Davis Cup-dystens første kamp i tre sæt.

Arkivfoto: Christian Sigsgaard pressede Marokkos bedste spiller, men tabte Davis Cup-dystens første kamp i tre sæt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danmark er bagud 0-1 i Davis Cup-opgøret på udebane mod Marokko på tredjehøjeste niveau, World Group II.

Lørdag tabte Christian Sigsgaard 6-7, 6-3, 2-6 til Marokkos højest rangerede spiller, Elliot Benchetrit, der er nummer 397 i verden. Sigsgaard er nummer 888.

Danmark mangler i opgøret sine to bedste spillere, Holger Rune og Mikael Torpegaard, på grund af henholdsvis corona-indrejseregler og en skade.

Sigsgaard fightede ellers godt for sagen. Især første sæt blev en udmarvende og omskiftelig omgang, som Benchetrit måtte arbejde hårdt for at vinde 7-6 efter tiebreak.

Sigsgaard kom også bagud 1-3 i andet sæt, men tog så fem partier i træk mod en i perioder meget frustreret marokkaner.

Benchetrit servede meget ujævnt og leverede både en del esser og dobbeltfejl i opgøret, men i starten af tredje sæt var han stærk og bragte sig foran 3-0, inden Sigsgaard svarede igen og reducerede til 2-3.

Sættets sjette parti var på vippen, men i stedet for en udligning vandt marokkaneren og siden også de to næste partier og dermed kampen.

Senere lørdag spiller August Holmgren (808) lørdagens andet singleopgør. Han møder den 36-årige Lamine Ouahub (795).

Søndag spiller den danske kaptajn Frederik Løchte Nielsen sammen med Johannes Ingildsen dystens doublekamp.

Herefter skal Holmgren og Sigsgaard igen i aktion. Denne gang bytter de dog modstandere.

Hvis Danmark slår Marokko, skal holdet til marts spille playoff til næsthøjeste niveau i World Group I.

/ritzau/