Mens alles øjne er rettet mod VM-duellen mellem verdensmester Lewis Hamilton og udfordreren Max Verstappen, er søndagens afsluttende grandprix blevet ramt af coronasmitte.
Den kontroversielle russiske Haas-kører Nikita Mazepin er testet positiv for coronasmitte. Det meddeler hans hold på Twitter.
»Grundet en positiv covid-19-test vil Nikita Mazepin ikke deltage i dagens (søndagens) grandprix i Abu Dhabi,« skriver holdet.
Russeren ligger nederst i VM-stillingen, hvor han ikke har hentet et eneste point. Hans bedste resultat er en 14.-plads i Aserbajdsjan. Den missede sæsonafslutning ærgrer russeren, som dog ønsker konkurrenterne held og lykke.
»Jeg ønsker alle mine medkørere en fantastisk sæsonafslutning, og jeg sender tak og kærlighed til alle for støtte,« skriver han selv på Twitter.
Fem gange i løbet af sæsonen er han udgået, og han har flere gange fået kritik for sin ofte vilde kørestil. Den slipper konkurrenterne for i årets sidste grandprix.
Her er der lagt op til en af de mest spændende dueller om VM-titlen nogensinde.
Mercedes' syvfoldige verdensmester Lewis Hamilton og den hollandske Red Bull-stjerne Max Verstappen har præcis samme antal point.
Så den kører, der kommer først over målstregen søndag - forudsat det er inden for den pointgivende top-10 - bliver verdensmester.
Hvis ingen af dem får point, vinder Verstappen VM-titlen, da han har flest grandprixsejre i sæsonen.
/ritzau/



