Colorado Avalanche bliver det ene hold i finalen af NHL-slutspillet, Stanley Cup.

Det står klart, efter at det amerikanske ishockeyhold ondulerede canadiske Edmonton Oilers med fire sejre i træk i turneringens semifinaleserie.

NHL-slutspillet kaldes Stanley Cup og består af fire runder. I hver runde mødes to hold indbyrdes højst syv gange – eller indtil et af holdene har vundet fire kampe.

Og her lykkedes det altså ikke Edmonton Oilers at komme til fadet en eneste gang.

Oilers formåede dog alligevel at gøre semifinaleseriens fjerde kamp spændende.

Efter anden periode havde canadierne vendt en 1-0-føring til Colorado Avalanche til en 3-1-føring.

Tredje periode udviklede sig dog til et reelt målshow, hvor Oilers' to mål ikke var nok til at holde fast i føringen, da Colorado Avalanche satte pucken i nettet intet mindre end fire gange.

Dermed sluttede målfesten 5-5, og de to hold måtte ud i forlænget spilletid for at finde en vinder.

Her satte Colorado Avalanche en endegyldig stopper for Edmonton Oilers' håb om en finaleplads, da finske Artturi Lehkonen satte vindermålet ind på assist af Darren Helm og Cale Makar, der ligesom Edmonton Oilers er fra den canadiske provins Alberta.

I finalen om Stanley Cup skal Colorado Avalanche op mod enten New York Rangers eller de nuværende mestre, Tampa Bay Lightning.

New York Rangers fører i øjeblikket semifinalen 2-1 inden den fjerde indbyrdes kamp natten til onsdag dansk tid sikre sig finalepladsen.

Colorado Avalanche har ikke vundet Stanley Cup i 21 år. Tampa Bay Lightning vandt turneringen både sidste år og året før det. New York Rangers har senest vundet den i 1994.

/ritzau/