Bortviste fans fra pokalfinale frihedsberøvet foran stadion
Pokalfinale mellem AaB og Sønderjyske blev afbrudt i næsten et kvarter, fordi fans ikke fulgte coronaregler.

Pokalfinale mellem AaB og Sønderjyske blev afbrudt i næsten et kvarter, fordi fans ikke fulgte coronaregler.

En gruppe fans blev onsdag under finalen i Sydbank Pokalen bortvist fra stadion for at stå for tæt sammen og dermed ikke overholde de gældende coronarestriktioner for kampen.
De bortviste fans bliver tilbageholdt foran stadion i Esbjerg, hvor kampen mellem AaB og Sønderjyske er i gang med at blive afviklet.
Det fortæller vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Erik Lindholdt til Ekstra Bladet.
»Vi har frihedsberøvet alle undtagen en, som vi har anholdt og sigtet for vold mod politiet,« siger han til avisen.
På Twitter oplyser politiet, at 40-50 fans er sat i en bus, og at politiet følger den på rette vej.
Kampen blev afbrudt i cirka 13 minutter, fordi fansene i AaB-enden stod for tæt sammen og ikke fulgte stadionspeakerens irettesættelser.
Det var ikke første gang onsdag politiet måtte på arbejde i forbindelse med pokalfinalen.
Før starten på finalen i Sydbank Pokalen blev der afbrændt en del fyrværkeri nær stadion.
Det førte til, at fem blev administrativt frihedsberøvet.
Der blev både affyret fyrværkeri i Esbjerg ved en sportscafé og uden for stadion.
Før kampen fortalte vagtchef Erik Lindholdt til Ritzau, at det var AaB-tilhængere, som politiet var i kontakt med.
»Ind til videre har det været dem fra AaB, vi har bøvlet med. Vi kan ikke sige det med sikkerhed, men ind til videre er det stort set kun dem, vi har bøvlet med,« sagde han før kampen.

/ritzau/