Astralis-stjernes afløser: Held i uheld at jeg fik chancen

Lucas »Bubzkji« Andersen er ny spiller i Astralis' startfemmer, men har været på holdet siden juli.

Lucas Bubzkji Andersen er det nyeste ansigt på Astralis' Counter-Strike-hold. Han kom til organisationen i juli. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Fra at være tæt på at droppe drømmen om en professionel Counter-Strike-karriere til nu at være fast spiller på det mest vindende hold nogensinde.

Det er gået stærkt for 22-årige Lucas "Bubzkji" Andersen de seneste to år, men han har nu nogle store sko at fylde ud hos Astralis.

Han har erstattet Danmarks bedste Counter-Strike-spiller, Nicolai "dev1ce" Reedtz, der i april skiftede til svenske Ninjas in Pyjamas, i Astralis' startfemmer.

»Der er selvfølgelig et pres, men det havde der nok været, uanset hvem det var. Det er svært at erstatte en som "dev1ce",« siger Lucas "Bubzkji" Andersen.

Han er dog ikke helt ny på Astralis. Han kom til holdet i juli som sjette mand - en slags reserve - men har ikke spillet meget.

»Jeg startede ud med at spille to turneringer, hvor jeg havde mit skud i bøssen. Jeg vidste, at jeg havde en tidshorisont der, men jeg gjorde det lidt under middel.«

»Så i starten var jeg ikke den, der kunne bidrage med mest, og derfor blev jeg sendt tilbage på bænken.«

Men med et overraskende farvel fra "dev1ce" blev der plads i startopstillingen.

»Det var lidt held i uheld. Det skete lidt tilfældigt. "Dev1ce" vil gerne til Sverige, og det skaber noget plads til mig, hvor jeg kan få chancen.«

Den lange tid på bænken havde ellers betydet, at "Bubzkji" skulle til at finde ud af, hvad der skulle ske i karrieren for at få spilletid.

»Jeg havde snakket med vores coach om, at helst inden sommer skulle vi have fundet ud af, hvad planen skulle være med mig. Om jeg skulle lejes ud eller måske sælges.«

»Organisationen var stadig interesseret i at beholde mig. Det var en ret svær balancegang, så der var mange ting på bordet,« siger han.

Inden "Bubzkji" kom til Astralis, spillede han med et dansk hold for Mad Lions, der havde købt holdet af danske Tricked i slutningen af 2019.

Før Tricked havde "Bubzkji" stået uden hold i flere måneder og var ved at færdiggøre sin studentereksamen.

»Jeg var meget tæt på at sige, at nu laver jeg noget andet.«

»Jeg kom på Tricked, fordi de ikke lige kunne finde nogen. Men så blev jeg hurtigt signet, og så gik det stærkt.«

I Lucas "Bubzkji" Andersens første turnering som fast starter blev Astralis nummer seks i Flashpoint 3 i sidste uge.

Astralis' ingame-leader, Lukas "gla1ve" Rossander, har indtil videre været imponeret over sin nye holdkammerat.

»Jeg synes, at han passer godt ind, og han har gjort det godt individuelt. Så jeg er meget tilfreds. Men det er selvfølgelig en omvæltning,« siger han.

Torsdag tager Astralis hul på IEM Summer 2021, hvor der er en samlet præmiesum på lidt over halvanden million danske kroner.

/ritzau/