Aalborg-spiller er ramt af korsbåndsskade igen

Knæskaden til Sebastian Henneberg er værre end først antaget, og han kan være ude hele næste sæson.

Sebastian Henneberg (tv.) må se frem til en længere skadespause på grund af et dårligt knæ. (Arkivfoto) Henning Bagger/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Håndboldspilleren Sebastian Henneberg blev i begyndelsen af april meldt ude i op til ti uger med en knæskade.

Men skaden er værre end først antaget, skriver Aalborg Håndbold på sin hjemmeside.

Nu lyder meldingen, at bagspillerens korsbånd er sprunget. Det samme skete, da han i august sidste år spillede sin første officielle kamp for Aalborg Håndbold.

»Jeg er selvfølgelig dybt ulykkelig over situationen. Jeg havde jo håbet, at det ikke var så slemt, men som ugerne gik, frygtede jeg, at det var korsbåndet igen.«

»Derfor var det naturligvis fortsat rigtig tungt, da jeg fik overbragt den endelige dom. Men jeg ved, hvad det kræver, og jeg er klar til at kæmpe indædt igen og jeg skal nok komme igennem det og tilbage på håndboldbanen,« siger Henneberg til klubbens hjemmeside.

Ifølge direktør Jan Larsen stod det klart for klubben, at der var noget galt, da der ikke var nogen fremgang at spore efter de første uger.

Det skabte en frygt for, at skaden kunne være værre end et beskadiget ledbånd, som første dom lød på.

»Det er virkelig et hårdt slag – både for os, men i særdeleshed for Sebastian selv, og vi må med al sandsynlighed undvære ham hele næste sæson. Vi er klar til at hjælpe, alt vi kan, og så håber og tror jeg på, at vi ser Sebastian vende stærkt tilbage,« siger direktøren.

Aalborg vandt mesterskabet i den forgangne sæson, men tabte finalerne i pokalturneringen og Champions League.

/ritzau/