40-årige Zlatan er lettet over at være tilbage for Sverige

Den svenske angriber siger efter skadespause, at han kan mærke kroppen blive ældre, selv om han føler sig ung.

Zlatan Ibrahimovic var i glimrende humør, da han mandag svarede på pressens spørgsmål forud for Sveriges VM-kvalifikationskampe mod Georgien og Spanien. JONATHAN NACKSTRAND

Fodboldspilleren Zlatan Ibrahimovic er glad for »endelig« at være tilbage i den svenske landsholdslejr efter et længere skadeforløb.

Det siger han forud for holdets kommende VM-kvalifikationskampe mod Georgien og Spanien.

Den 40-årige AC Milan-stjerne stoppede egentlig på det svenske landshold for fem år siden, men annoncerede sit comeback forud for sommerens EM-slutrunde.

Angriberen nåede dog kun at deltage i to VM-kvalifikationskampe i marts, inden en skade forhindrede ham i at deltage ved EM, men nu er han igen klar til at stille op i gult og blåt.

»Det føles godt endelig at være tilbage. Det var hårdt (at gå glip af EM, red.), men helt ærligt så var jeg ikke på hundrede procent,« siger Zlatan.

Ibrahimovic har scoret 62 mål i 118 landskampe for Sverige siden sin debut i 2001. Han siger, at han er klar til at spille præcis så mange minutter, som landstræner Janne Andersson vil have ham til.

»Jeg skal ikke presse for meget på efter mine skader, men selvfølgelig vil alle gerne spille så meget som muligt.«

»Det kommer an på, hvad Janne gerne vil. Jeg er her som en del af holdet,« siger angriberen, der også afslører, hvordan han holder sig frisk efter mere end 20 år på topplan.

»Jeg bliver ældre, men jeg forstår min krop bedre nu. Den er blevet ældre, selvom mit sind er blevet yngre, og jeg er blevet pænere.«

Sverige fører VM-kvalifikationens gruppe B med 15 point. Holdet er to point foran Spanien og seks point foran Grækenland på tredjepladsen.

Vinderen af puljen kvalificerer sig direkte til næste års VM i Qatar, mens nummer to skal ud i en playoffkamp om en plads ved turneringen.

Sverige lægger torsdag ud med en kamp mod Georgien på udebane, inden Spanien venter i Sevilla søndag.

/ritzau/AFP